Direktør efterlyser mere fleksibilitet ved ny forlænget aftale

Medarbejdere på lønkompensation må ikke arbejde, og det er et problem, mener den administrerende direktør for DK Company.

Jens Poulsen er administrerende direktør for DK Company i Ikast. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Den midlertidige lønkompensationsordning, der skal modvirke massefyringer, blev i går aftes forlænget frem til den 8. juli. 

Først og fremmest er vi jo enormt glade for, at den bliver udvidet nu. Det er en stor hjælp, men jo længere tid den bliver udvidet, jo større er behovet for fleksibilitet

Jens Poulsen, administrerende direktør, DK Company

Det er en trepartsaftale, der sikrer, at virksomheder kan få dækket 75 procent af hjemsendte medarbejderes løn op til 30.000 kroner om måneden. Virksomhederne skal så selv betale de sidste 25 procent.

Men de medarbejdere, der er på lønkompensation, må ikke arbejde, og det er et problem, mener den administrerende direktør for DK Company i Ikast, Jens Poulsen. Han efterlyser mere fleksibilitet.

- Først og fremmest er vi jo enormt glade for, at den bliver udvidet nu. Det er en stor hjælp, men jo længere tid den bliver udvidet, jo større er behovet for fleksibilitet, siger han.

Læs også Karrierekvinde, single og alenemor: Fordelen er frihed og fleksibilitet 

DK Company har sendt 600 ud af i alt 900 medarbejdere hjem via ordningen. Hver måned betaler virksomheden så 12,5 millioner kroner til medarbejderne, og de penge ville Jens Poulsen gerne have noget for. Han efterspørger derfor, at medarbejderne gerne må arbejde på trods af kompensationen.

- Der bliver sagt vi skal redde arbejdspladser, men forudsætningen for det er, at du redder virksomheden, og det vi gambler med nu, det er virksomheder. Bare i den her uge har vi fået adskillige konkurser i branchen, forklarer Jens Poulsen.

Alle må bidrage

Trepartsaftalen er udarbejdet mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening.

Men det er en sag, hvor alle byder ind. Staten kommer med mange milliarder, medarbejderne med feriedage, og virksomheden de sidste 25 procent

Simon Kollerup, Erhvervsminister, Socialdemokratiet

Det er en god ordning, som alle må bidrage til, mener erhvervsminister Simon Kollerup.

- Det er sådan, at når man laver en aftale med tre parter, så skal alle parter give noget ind. Lønmodtageren på virksomheden skal betale med nogle af sine feriedage, virksomhedsejeren skal betale de 25 procent, og så skal vi fra staten betale 75 procent af lønnen. På den måde har vi sikret, at rigtigt mange kan bevare deres arbejde, og arbejdsgiveren har deres folk, siger han.

Simon Kollerup forklarer, at DK Companys forslag om, at de ansatte gerne må arbejde har været drøftet mellem parterne.

Læs også Minister: Afklaring om store arrangementer er lige på trapperne

- Der er ingen tvivl om, at de ting der bliver bragt frem, også bliver drøftet mellem parterne, og det her har også været drøftet. Men det er en sag, hvor alle byder ind. Staten kommer med mange milliarder, medarbejderne med feriedage, og virksomheden de sidste 25 procent, siger han.

Men selvom alle byder ind, så ville Jens Poulsen dog ønske, at der var lidt mere fleksibilitet, forklarer han. Han mener nemlig ikke, det koster nogen noget, hvis de ansatte måtte arbejde.

- Det forslag jeg kommer med her, det koster ingenting for fagbevægelsen og ingenting for regeringen. Det er medarbejderne, der skal yde noget for den løn de får, og vi har medarbejdere, der hver dag skriver 'må vi ikke snart komme på arbejde', men de må ingenting, siger han.