Dina Thorslund skal vente længe på VM-brag: Motivationen er der stadig

Det har været lang en lang ventetid for WBO-verdensmesteren i Super Bantamvægt, og med endnu en udskydelse af hende titelforsvar, bliver den endnu længere.

Dina Thorslund håber, at hun kommer i ringen igen til september.
Dina Thorslund håber, at hun kommer i ringen igen til september.
Foto: Ditte Georg Poulsen

Før Dina Torslund igen kommer i bokseringen, vil der være gået mere end et år.

Sidste gang hun var i ringen, var da hun den 22. juni 2019 i Forum Horsens forsvarede sin WBO-titel.

Der var først lagt i ovnen til et kæmpe brag i Struer den 5. maj, men på grund af covid-19 blev stævnet rykket til 20. juni, og nu er det igen blevet udskudt.

- Det er lidt en sørgelig historie der gentager sig. Ikke at der plejer at gå et år imellem hver kamp, men om det er otte måneder eller et år, det synes jeg næsten er det samme. Motivationen er der stadig, og det er jo også nogle specielle omstændigheder, der har gjort det ekstra langt denne her gang, fortæller Dina Thorslund til TV MIDTVEST.

Hun fortæller, at der egentlig var der fundet en ny dato i september, men da mange andre ting også er udskudt og måske kan falde sammen med stævnet, kan det nu være, at boksebraget endnu engang bliver rykket.

Struer Stævne

Planen er stadig, at kampen skal bokses i Danmark, og mere specifikt er det hjembyen Struer, der skal huse kampen.

- Det er jo altid en megafed stemning at bokse på hjemmebane, og det bliver jo et Struer Stævne. Det bliver vores stævne - os her fra byen – så det er ret specielt. Jeg håber stadig, at det bliver en realitet, når den tid kommer, siger Dina Thorslund.

- Jeg har haft noget at se frem til længe, men venter lidt med at glæde mig alt for meget, for jeg vil gerne have et endeligt go fra regeringen og så videre. Men jeg ser frem til det, for hvis kampen nu bliver i september, så skal jeg stå klar, siger hun.

Med uvisheden omkring stævnedatoen er det en udfordring at holde sig kampklar, så Dina Thorslund træner på et minimum, indtil den endelige dato ligger fast.