Digital besøgtid på plejehjem: Beboer ser datter for første gang i fem uger

På plejehjemmene i Herning Kommune er der lukket for besøgende. Men nu er besøg alligevel sat i system, så de ældre kan se deres pårørende via iPad'en.

Ole Østergaard har ikke set sin datter i mere end fem uger, efter der kom besøgsforbud på plejehjemmet. Men nu kan han se og tale med hende via iPad-skærmen.
Ole Østergaard har ikke set sin datter i mere end fem uger, efter der kom besøgsforbud på plejehjemmet. Men nu kan han se og tale med hende via iPad-skærmen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

På Toftebo Plejehjem i Hammerum må Ole Østergaard ikke få besøg. Det er mere end fem uger siden, han sidst så sin datter.

Og han er ikke den eneste plejehjemsbeboer, der i øjeblikket må undvære at se sine kære. Besøgsforbud på plejehjemmene i blandt andet Herning Kommune skaber hudsult hos beboerne.

- Vi kan jo godt mærke nu, at nu er der gået fem uger, og så begynder man også at længtes efter kontakten. Det gør vi alle sammen, siger Jakob Skovbakke, der er centerleder på Toftebo Plejehjem.

Her på plejehjemmet har de fået sat den nye digitale besøgtid i system, så de pårørende bestiller en tid, hvor de kan få et videoopkald via en iPad. 

Kirsten Fugl må ikke besøge sin far på grund af besøgsforbud på plejehjemmet. Men onsdag fik hun alligevel sin far at se via computerskærmen. Det foregik hjemme fra terassen i Skanderborg.
Kirsten Fugl må ikke besøge sin far på grund af besøgsforbud på plejehjemmet. Men onsdag fik hun alligevel sin far at se via computerskærmen. Det foregik hjemme fra terassen i Skanderborg.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Fint alternativ til fysiske besøg

Det har Ole Østergaards datter gjort, så med lidt hjælp fra teknologien kan han nu alligevel få datterens ansigt at se. 

- Jeg synes, det er fint det kan lade sig gøre, når vi nu ikke kan komme og besøge ham derovre i stedet for, siger datteren Kirsten Fugl, der bor i Skanderborg.

Det rører hende at se sin far - og den følelse er gengældt. 

- Jeg kan jo se, at han bliver trist, når vi ikke kan være sammen. Så det påvirker mig, siger hun.

På Toftebo Plejehjem har de ti iPads, som de kan dele ud til de ældre. Selvom det ikke er det samme som et fysisk møde eller en krammer, så betyder det noget for både plejehjemsbeboere og pårørende.

- Når man ser et levende billede af sin datter eller barnebarn på en skærm, så gør det noget ved én, lige så vel som det gør i det personlige møde, siger centerleder på Toftebo Plejehjem, Jakob Skovbakke.

Mange smittede i kommunen 

I både Herning og Holstebro kommune er der totalt besøgsforbud på plejehjemmene, og det hænger blandt andet sammen med et højt antal smittede i de to kommuner.

- Det betyder jo også, at når vi har en forpligtelse til at passe på vores ældre og sårbare borgere, så er det selvfølgelig også noget, vi forholder os til i den her sammenhæng, siger Lone Becker, der er Sundheds- og Ældrechef, Holstebro Kommune.

For Kirsten Fugl at se gør plejehjemmet det helt rigtige. Hun har kun ros til overs for personalet.

- Jeg stoler på, at de håndterer det profesionelt, siger hun.

Men hun ser gerne, at det forhåbentlig snart bliver muligt igen at gå en lille tur med faren.

- Jeg glæder mig til, at vi kan ses igen. Det er helt sikkert, fortæller Kirsten Fugl.

2:36
Mens nogle kommuner er begyndt at åbne op for besøgene er andre stadig helt lukkede. Plejehjem i Herning har indført besøgtid på Ipad.