DIF-direktør: De store sportsgrene er virkelig hårdt ramt

DIF-direktør forventer ingen fodbold og håndbold før 10. maj og intet med tilskuere før 1. september.

Ifølge Danmarks Idrætsforbund kan det have lange udsigter, før FC Midtjylland og de andre hold i den bedste danske fodboldrække igen kommer på græs.
Ifølge Danmarks Idrætsforbund kan det have lange udsigter, før FC Midtjylland og de andre hold i den bedste danske fodboldrække igen kommer på græs.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

De helt store sportsgrene som fodbold og håndbold har lange udsigter til at kunne spille for tilskuere.

Sådan tolker direktør Morten Mølholm i Danmarks Idrætsforbund (DIF) udmeldingen mandag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Der har vi virkelig en hårdt ramt sektor. Det, der er meldt ud nu, er, at de store arrangementer er aflyst til og med udgangen af august for tilskuere, og der kan ikke spilles noget som helst frem til 10. maj.

- Vi er super hårdt ramt, men jeg kan ikke vurdere, om det er realistisk at spille turneringerne færdige. Men selv hvis man efter 10. maj kan spille uden tilskuere, så er der jo stor forskel på at opleve en fodboldkamp med og uden tilskuere.

- Økonomisk og sportsligt og for tilskuerne er det synd. Det er et hårdt slag for vores sektor, siger Morten Mølholm.

Meddelelsen fra statsministeren mandag var, at man forlænger lukningen af Danmark på flere områder, mens man gradvist vil iværksætte en åbning af landet.

Forlængelse af "max ti personer" afgørende

Det vil dog stadig være reglen, at man maksimalt må være samlet ti mennesker samme sted frem til 10. maj, ligesom at statsminister Mette Frederiksen (S) forbyder store forsamlinger til og med udgangen af august.

Det er den udmelding, der får Morten Mølholm til at vurdere, at der ikke i hverken håndbold eller fodbold kan spilles før efter 10. maj, og at der ikke kan spilles for tilskuere som normalt før tidligst i september.

I fodbold lancerede Divisionsforeningen i slutningen af marts en plan for forskellige scenarier til afvikling af den resterende del af turneringen.

Det første var med start ultimo april og afslutning i slutningen af juni, og den virker urealistisk med udmeldingen mandag fra statsministeren.

Version to skulle indledes i midten af maj og gå frem til midten af juli, mens det tredje scenarie i fodboldens plan først har start sidst i maj og varer til slutningen af juli.

I alle tre versioner er det planen også at afvikle alle resterende kampe i Sydbank Pokalen.

Fredag meddelte Udvalget for Professionel Håndbold, at der seneste 20. april vil blive truffet en beslutning om, hvorvidt sæsonen i ligaerne og 1. division kan spilles til ende.

Udvalget understregede, at der kan komme en udmelding tidligere.

- Frem mod en afgørelse 20. april vil Udvalget for Professionel Håndbold arbejde på det scenarie, der hedder, at der ikke spilles mere håndbold i år, skrev Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside fredag efter mødet.

Direktør Morten Mølholm oplyser, at DIF tirsdag vil oplyse om anbefalinger til aktiviteter i klubber og foreninger bredt.