Deltagere i stor hundeudstilling opfordres på Facebook til test efter smitte

14.500 hunde med medfølgende mennesker var til hundeudstilling i Herning 12. til 14. november. Nu opfordres alle til at blive testet.

Der deltog 14.500 hunde til hundeudstillingen i Herning. Billedet her er fra en tidligere udstilling.
Der deltog 14.500 hunde til hundeudstillingen i Herning. Billedet her er fra en tidligere udstilling.
Foto: Hendrik Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke nemt at afholde større arrangementer i øjeblikket, hvor coronasmitten i samfundet igen stiger.

Fra 12. til 14. november afholdt Dansk Kennel Klub en stor hundeudstilling i MCH Messecenter Herning. Efterfølgende er der dukket omkring 10 smittetilfælde op, fortæller Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent og pressekontakt i klubben.

Det har fået kennelklubben til at lave et opslag på Facebook, hvor alle deltagere opfordres til test. Derudover har de her til morgen udsendt mails på både dansk og engelsk til deltagerne.

- Vi ved, at vi har fulgt myndighedernes anbefalinger før, under og efter arrangementet. Facebook-opslaget og vores mail har til hensigt at komme med yderligere opfordring til at blive testet. Det er at gå med livrem og seler, siger hun.

Testcenter på stedet

Dansk Kennel Klub har løbende været i dialog med myndighederne i forbindelse med alle årets arrangementer.

- Vi var derfor på forkant med situationen og havde tidligt meldt ud, at alle, der skulle ind på området skulle kunne fremvise gyldigt coronapas. Og så var der sat et testcenter op, der var åbent under hele arrangementet. Alle blev også opfordret til at komme i god tid, fordi alle skulle have tjekket pas, fortæller Lise Lotte Christensen.

Efterfølgende fik Dansk Kennel Klub så besked om, at nogle deltagere i dagene efter udstillingen, var blevet testet positive.

- Der fulgte vi igen alle myndighederne anbefalinger og gav besked retur til dem, vi vidste kunne have været nærkontakter.

God plads i hallerne

Der var i alt 14.500 hunde tilmeldt fordelt på tre dage og i flere forskellige haller. Derfor har der været fint med plads til deltagere og besøgende, lyder det.

Men selvom kennelklubben altså ikke kender til mange tilfælde, så har man alligevel valgt at opfordre til at lade sig teste for at være på den sikre side.

- Vi synes, det er et udtryk for ansvarlig arrangøradfærd, forklarer Lise Lotte Christensen.