Danmark åbner igen - men der er stadig mere luft på vejene

Selv om samfundet stort set er genåbnet, så er trafikken på de store veje ikke kommet tilbage på helt samme niveau som tidligere

Da Danmark i marts lukkede ned, og en stor del af befolkningen pludselig måtte arbejde hjemmefra, så faldt trafikken på de danske veje markant.

Nu er samfundet så ved at være åbnet op igen, men tal fra Vejdirektoratet viser, at trafikken fortsat er under normalen for dette tidspunkt af året.

- Vi kan se på målingerne fra vores tællestationer, at omfanget af trafik på statsvejene fortsat ligger nogle procent under omfanget i juni måned sidste år, og eftersom tallene tilsyneladende er holdt op med at stige, er dette måske trafikkens nye normaltilstand – i hvert fald på denne side af sommerferien, udtaler afdelingsleder Kasper Rosenstand fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mindre trafik

Der kan flere grunde til, at trafikken ikke er kommet fuldstændigt tilbage.

- Det kan skyldes, at der stadig er en vis del af befolkningen, der holder sig hjemme, fordi de er bange for at blive smittet, udtaler Kasper Rosenstand i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Der kan også være tale om, at flere er begyndt at arbejde hjemmefra. Og så kan lønkompensation og den stigende arbejdsløshed naturligvis også spille ind. Det er dog stadig kun vurderinger, eftersom vi endnu har for lidt viden til med sikkerhed at kunne forklare forskellen.

Stadig myldretid

Men selvom der målbart er færre biler på vejene, så betyder det ikke, at man kan køre hjemmefra fem minutter senere om morgenen.

Myldretiden er nemlig kommet stærkt tilbage.

- Vi har fået myldretiden tilbage på de travleste vejstrækninger, og den vil også være der på den anden side af sommerferien, siger Kasper Rosenstand.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Trafik.