Dagens coronatal: Lemvig er midt- og vestjysk højdespringer

Kigger man på de såkaldte incidenstal, ligger Lemvig Kommune solidt i toppen af landsdelens 13 kommuner.

Lemvig Kommune er på femtepladsen i hele landet over høje coronatal.
Lemvig Kommune er på femtepladsen i hele landet over høje coronatal.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Hver dag klokken 14 opdaterer Statens Serum Institut tallene for covid-19.

Så kan man se, hvor mange nye smittede de enkelte kommuner har haft de seneste syv døgn, og hvor mange registrerede coronasmittede der er per 100.000 indbyggere. Jo højere det tal er, desto mere udbredt er smitten. Det kalder man incidenstallet.

Og det tal er tårnhøjt i Lemvig (248,7) med Ringkøbing-Skjern på andenpladsen (173,4).

- Det er en alvorlig sag. Vi må tage de forholdsregler, vi nu engang kan. Men vi følger de retningslinjer, Styrelsen for Patientsikkerhed udstikker, forklarer Gunnar Lisby Kjær (V), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lemvig Kommune, til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Vi har lært noget fra foråret. Derfor har vi lukket adgangen til vores plejehjem.

Men hvis I har lært noget fra foråret, kan det virke lidt mærkeligt, at tallene er så høje i netop Lemvig?

- Jeg tror, det skal ses lidt i to tempi. Min fornemmelse er, at folk hen over sommeren er blevet dus med det her. Som privatperson er man blevet lidt afslappet og laisser faire i forhold til at være sammen med andre.

- Nu bliver der rettet ind til højre, og folk tager det til sig prompte.

På landsplan er det kun Albertslund, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, som overgår Lemvig, der altså samlet indtager en femteplads.

- Kender ikke helt spredningen

Gunnar Lisby Kjær fortæller, at Lemvig Kommune geografisk er en stor kommune med relativt få indbyggere. Han tilføjer, at han ikke kender den eksakte smittespredning lige nu, men at der har været noget udbrud i Thyborøn i forbindelse med et arrangement, ligesom der har været smitte på Lemvig Gymnasium.

Mandag er det højeste antal indlagte med covid-19 i et halvt år. Det drejer sig om 174 personer.

Se tallene for de seneste syv døgn i din kommune i tabellen nedenfor.

KommuneBekræftede tilfældeIncidens per 100.000
Lemvig49248,7
Ringkøbing-Skjern98173,4
Vesthimmerland39106,5
Struer21100,0
Ikast-Brande4096,9
Thisted4296,8
Holstebro4983,8
Herning7280,9
Skive3269,9
Viborg6062,1
Silkeborg5558,6
Favrskov2245,5
Morsø629,7