Cruiser gennem corona - Jette spreder glæde på sin Harley-Davidson

Det er fedt at køre motorcykel i disse dage. Solen skinner, og coronavirus har ikke sat en stopper for at lufte den tohjulede. I dag cruisede tre Harley-Davidson-entusiaster fra Bording til Thorsminde.

Billedet her er fra gårsdagens tur rundt på Djursland. Jette Siim sidder på motorcyklen i midten. Til venstre er det Pernille Magnussen og til højre Jens Erik Jeppesen.
Billedet her er fra gårsdagens tur rundt på Djursland. Jette Siim sidder på motorcyklen i midten. Til venstre er det Pernille Magnussen og til højre Jens Erik Jeppesen.
Foto: Privatfoto

Imens coronavirus sætter en stopper for mange aktiviteter ude i det gode vejr, så kan Jette Siim fra Gjern ved Silkeborg stadig dyrke sin store passion.

Harley-Davidson-motorcykler.

Så onsdag hoppede hun på motorcyklen og cruisede afsted med to andre.

- Man bliver så glad indeni. Det er bare frihedsfølelse, fortæller 59-årige Jette Siim.

Turen går fra Bording til Thorsminde og så langs kysten. Og det er til stor glæde for folk, der møder dem.

- Det bringer smil frem på læben ved folk, vi kører forbi, og folk hilser, siger motorcykelentusiasten.

Som at være forelsket

Det der med at køre motorcykel, det kan bare noget, hvis man spørger Jette Siim.

Hun har haft motorcykelkørekort, siden hun var 18 og har blandt andet kørt en solotur i Sydengland.

- Det er fedt at komme ud. Og vi holder god afstand og samles ikke mere end ti personer, fortæller hun.

Grunden til, at det er en Harley-Davidson, hun har kastet sin kærlighed til, kan hun ikke forklare.

- Det handler lidt om at være forelsket. Det er en følelse, siger Jette Siim.

- Da jeg kom op at sidde på den her motorcykel, kunne jeg bare mærke det indeni. Det er love.

Tirsdag var Jette Siim også ude og cruise med Pernille Magnussen og Jens Erik Jeppesen. Da gik turen til Djursland.