Cristiano Ronaldo med økonomisk hjælp til JBS: - Viser os, at han mener det

Herning-virksomheden JBS er, lige som alle andre, ramt af coronakrisen, og det får nu superstjernen Cristiano Ronaldo til at give en økonomisk håndsrækning til undertøjspartneren.

Cristiano Ronaldo, der siden 2013 har haft et tæt samarbejde med JBS, giver nu økonomisk hjælp til den danske virksomhed.

Sammen med portugiserens team har JBS-ledelsen indgået en aftale, der fritager Herning-virksomheden fra at skulle betale en stor sum penge som et minimumsbeløb i den aftale, der ligger parterne imellem.

I stedet kan undertøjsfirmaet nu nøjes med at betale procenter af det reelle salg af varer, når året er omme, fortæller administrerende direktør i JBS, Michael Alstrup til TV MIDTVEST.

- Procenterne bliver gjort op den 31. december, men vi skal ikke betale minimumsbeløbet i aftalen før 2021. Det er rigtig rart i en tid, hvor ingen ved, hvornår noget åbner op igen.

- Vi har haft en rigtig god dialog med Cristiano Ronaldos team. De kunne godt have valgt at håndhæve kontrakten, men de havde fuld forståelse for den situation, vi står i, og fordi vi har været så meget igennem sammen som samarbejdspartnere, var de klar på at imødekomme os, fortæller Michael Alstrup.

71 medarbejdere sendt hjem

JBS har under coronakrisen sendt 71 medarbejdere hjem på statens hjælpepakke. Direktøren understreger dog, at firmaet står stærkt trods krisen. Selv hvis Cristiano Ronaldo skulle have valgt at opkræve sine rater.

Men hjælpen er indiskutabelt kærkommen, siger Michael Alstrup.

Samarbejdet mellem Cristiano Ronaldo og JBS begyndte i 2013.
Samarbejdet mellem Cristiano Ronaldo og JBS begyndte i 2013.
Foto: Sergio Perez / Ritzau Scanpix

- Det her hjælper os rigtig meget i forhold til vores cash flow. Nu står jeg og kan bruge pengene på den del af mine medarbejderes løn, som staten ikke dækker.

- Vi er heldigvis en stærk virksomhed, der har noget at stå imod med. Selvom krisen er dyr, så står vi her efter, lyder det fra direktøren.

Samarbejdet fortsætter – stærkere end før

Tilbage står JBS med et om muligt stærkere samarbejde med Ronaldo-lejren. Det er i hvert fald fornemmelsen hos Michael Alstrup, der, midt i krisens stund, har fået bevist, at tillidsforholdet består i samarbejdet.

- Vi har altid fået at vide, at vi er en del af Ronaldo-familien, og at de stoler meget på os og gerne vil samarbejde med os på den helt lange bane.

- Det viser os virkelig, at han mener det. De (Cristiano Ronaldos team, red.) kunne godt se, vi var i problemer, og de tænkte langsigtet, fordi de gerne vil bevare samarbejdet. Det er dejligt at se, at det ikke kun handler om penge. Det handler om at skabe et brand, som Cristiano Ronaldo også håber er her, når han stopper med at spille fodbold, siger Michael Alstrup.

Salget af CR7-undertøj udgør omkring 14 procent af JBS’ omsætning, der ifølge det seneste årsregnskab ligger på 370 millioner kroner.

Tema

Coronavirus