Corona har fået handlen i landsby til at eksplodere: - Kommer kun til at opleve det én gang i livet

Omsætningen hos købmanden i Vridsted er steget markant det seneste år. Betydningen af de lokale købmænd er trådt tydeligt frem under coronakrisen, lyder det fra Dagrofa.

2:19
Coronaåret 2020 var godt for de små lokale købmænd, der nu håber at kunne holde på kunderne.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Et udsagn, købmand Morten Pedersen fra Vridsted syd for Skive kan skrive under på.

For i 2020, hvor corona ramte landet, steg købmandens omsætning markant. Med 40 procent.

- Det er vildt. Det er ikke noget, jeg har oplevet før, og jeg tror kun, jeg kommer til at opleve det én gang i livet, siger han til TV MIDTVEST og fortsætter:

- En vækst på fem procent ville være et rigtig godt år de fleste steder.

Allerede inden coronas indtog i marts var Min Købmand i Vridsted godt i gang med at gøre sig til på sociale medier for at få flere til at handle lokalt. Men coronasituationen har boostet interessen helt enormt.

- Der blev hamstret, men folk brugte også de lokale trygge rammer.

Én af bysbørnene bekræfter den opfattelse.

- Folk fravælger de store butikker, og angsten for smitte har drevet dem ned til den lokale købmand. Jeg har også ændret adfærd, for jeg gider ikke køre ud og risikere at blive smittet, forklarer Ole Andresen fra Vridsted.

Corona har accelereret årelang fremgang

Min Købmand - som den i Vridsted - er ligesom SPAR, MENY og Let-Køb en del af Dagrofa. Her plejer man årligt at miste mellem 10 og 15 butikker. 

Det seneste år er koncernen blevet 10 butikker rigere i stedet.

- Corona har accelereret væksten, men samlet set er det mere end tre år siden, vi så et kvartal, hvor det gik nedad. Men det har været et usædvanligt år, hvor vores købmænd skulle tilpasse sig nye situationer meget hurtigt, men det har også været en mulighed for at vise, hvad vi kan i lokalsamfundet.

- Betydningen af den lokale købmand er trådt tydeligt frem under corona, siger udviklingschef Brian Videbæk.

- Et økonomisk rygstød

Morten Pedersen tror, opbakningen er kommet for at blive.

- Jeg tror, folk har fået øjnene op for, at den lokale købmand kan meget mere, end de troede.

Dernæst har det givet mod på og råderum til modernisering.

- Det har givet et økonomisk rygstød, der gør, at vi kan renovere og bygge til, så butikken bliver up-to-date. Det skal vi i gang med nu, og det, tror jeg, kan være med til at holde på kunderne.

I Retail Institute Scandinavia deler direktør Henning Bahr en del af optimismen.

- Det bygger på den forudsætning, at man som lokal bliver ved med at handle lokalt.

- Man skal passe på med ikke at glemme at handle lokalt, når man får travlt og måske skal på arbejde i en anden by igen, hvor det kan være lettere at handle på vejen.