Corona giver mindre arbejde til politiet: Der er mere stille på vagten

Selvom virussen er et dårligt bekendtskab, så har den ført til mindre kriminalitet i Midt- og Vestjylland. Muligvis giver den også mulighed for, at politiet får styr på overarbejdspuklen.

Claus Hilborg er Chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Claus Hilborg er Chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Med et lukket natteliv og langt mindre trafik på vejene så oplever Midt- Og Vestjyllands Politi færre voldssager, og de har 40 procent færre færdselsuheld. 

De bilister der er tilbage på vejene, benytter dog pladsen til at kører ekstra stærkt.

Også når der snakkes indbrud, ser de et atypisk mønster. I weekender meldes der stadig om mange indbrud, men da folk er hjemme fra arbejde i dagtimerne, er der et fald af indbrud begået i hverdagene, hvor der ellers normalt ses flest.

- Det betyder jo, at vi får mindre at lave i dagligdagen, og det prøver vi så at anvende på en anden måde. Vi har jo nogle nye retningslinjer, som vi skal ud og kontrollere på. Der har vi øget vores beredskab, så vi også i den kommende tid vil være synlige lokalt, fortæller Claus Hilborg, der er Chefpolitiinspektør for Midt- og Vestjyllands Politi.

Med godt vejr i sigte, så mener Claus Hilborg, at det er vigtigt at komme ud, og få talt smittefare med dem, der får lyst til at samle sig under solen.

1:54
Corona-krise, hjemmearbejde og lukkede værtshuse betyder på flere områder mindre kriminalitet.

Overarbejdspuklen

Der har tidligere været fokus på, at der var meget overarbejde for betjente i landet. Nu er der pludselig en ny hverdag med mindre at lave, og derfor vil de ved Midt- og Vestjyllands Politi forsøge at få afviklet fridage.

Fra regeringen er der en udmelding om at man med en dags varsel kan pålægge medarbejderne fem dages afvikling af frihed og det vil de forsøge at benytte sig af, fortæller Chefpolitiinspektøren.

- Det er vi i gang med at planlægge her op til påske. Efter påske er der stadig en masse stående, så hvis det trækker ud med coronatiderne, så vil vi bruge anledningen til at få afviklet noget frihed nu, og have arbejdskraften til rådighed, når det her er overstået, siger han.

Selvom Claus Hilborg mener det er dårligt for samfundsøkonomien, så er de stille vagter et godt tegn på mindre kriminalitet, og færre ofre.

Ny hverdag

Alt den ekstra tid bliver brugt til at få ryddet op i bunkerne hos politiet. Og ved anklagemyndigheden giver tiden uden retssager mulighed for, at afvikle mange af de sager der lå i indbakken.

- Vi er vandt til omskiftelige tider, men der er jo også et sikkerhedsproblem. Vi er jo nogle af dem, der skal ud til borgerne, så der er noget der skal varetages, for vi kan jo rende ind i noget smitte. Det skal vi forsøge at beskytte os i mod, fortæller Claus Hilborg.

Ved politiet benytter de sig ikke af de værnemidler, som landets sundhedspersonale gør, og derfor gør de en indsats for altid at kunne få folk på arbejde.

Ved Midt- og Vestjyllands Politi sørger de derfor for at have hjemsendt mange ad gangen, så hvis der skulle opstå smitte blandt de ansatte, så er der andre at kalde på arbejde.