Corona forhindrer traditionsrig eid-fejring: Ghassan og Mais må undvære fest og familie

Når den muslimske højtid ramadanen slutter, plejer det at blive fejret med en stor eid-fest med mange gæster. Men denne gang må festen kun holdes i små forsamlinger.

Ghassan Rahmi (tv.), Mais Al Aswad og Kosay Rahmi (th.). De plejer at have huset fuld af venner til kaffe og kage, når de fejrer Eid. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Den muslimske højtid eid er på mange måder ligesom juleaften.

God mad og gaver sammen med familie og venner plejer at være måden at slutte en måneds faste, ramadanen, af på.

Sådan plejer det også at være for familien Rahmi fra Holstebro.

- Det er så vigtigt for os. Det er ligesom jul for kristne. Danskere elsker jul og er vilde med det, fordi det er en tid, hvor de samles og giver hinanden kærlighed og gaver. Det er familietid, siger Mais Al Aswad.

Jeg er glad for, at jeg har min kone. Så har jeg i hvert fald én, jeg må kramme og sige glædelig eid til.

Ghassan Rahmi

Familietid bliver det dog ikke til så meget af for Ghassan Rahmi og hans kone Mais Al Aswad.

De er flygtninge og har ikke familie i Danmark. Derfor betyder det ekstra meget for dem at kunne omgive sig med venner til eid.

- Det er i forvejen svært at skulle isolere sig derhjemme på grund af corona, og ved eid skal man normalt være sammen, så det gør det endnu sværere, og vi savner virkelig fællesskabet, siger Ghassan Rahmi.

I lejligheden i Holstebro er han heldigvis ikke alene.

- Jeg er glad for, at jeg har min kone. Så har jeg i hvert fald en, jeg må kramme og sige glædelig eid til, siger han.

Mais Al Aswad fortæller, at de trods savnet fuldt ud respekterer, at tingene må gøres anderledes i år.

- Det er ikke noget, vi kan kontrollere, så det er okay. Vi skal passe godt på hinanden, siger hun. 

Læs også Muslimsk familie holder dansk jul

Nye traditioner

Familien havde håbet på godt vejr i dag, så de kunne mødes udenfor med venner og fejre eid. Men himlen er grå og våd og indbyder ikke til havefest og grill.

For det er vigtigt for dem at holde fast i en tradition, som de har fejret, siden de var børn, og som de hvert år glæder sig til.

I stedet har Mais Al Aswad skabt en ny tradition med sine venner. 

- Vi har skulle finde nye traditioner, hvor vi giver hinanden glæde og smil uden at mødes. Så vi sender hinanden gaver uden navn, så jeg skal selv gætte, hvem der har sendt gaverne, fortæller hun.

Vi har skulle finde nye traditioner, hvor vi giver hinanden glæde og smil uden at mødes.

Mais Al Aswad

Derudover har familien aftalt at mødes med fire andre venner og spise ude på en restaurant. 

-  Vi er heldige med, at restauranterne har nået at åbne, så vi fejrer eid i Danmark på en kinesisk restaurant. Det bliver meget mangfoldigt, griner Ghassan Rahmi.

Om to måneder er det eid-ul-Adha, som også er en muslimsk højtid. Den håber familien at kunne fejre under mere almindelige vilkår.