Cigaretter hamstres: - Folk køber fra fire pakker til flere kartoner

En tankstation ved Viborg risikerer at løbe tør for cigaretter, fordi folk er bange for, at der ikke er nok og derfor køber flere kartoner.

Det er ikke kun toiletpapir og madvarer, der bliver hamstret efter statsministerens pressemøde i går - også cigaretter er i høj kurs.

I hvert fald hos Shell i Ravnstrup ved Viborg som siden i morges har oplevet en stor fremgang i salget.

quoteLige nu har jeg stadig cigaretter på lager, men jeg har ikke bestilt hjem til, at folk skal hamstre.

Emilie Raaby Groth, daglig leder

- Folk køber ikke bare en enkelt pakke. Det er fra fire pakker til flere kartoner, siger Emilie Raaby Groth, som er daglig leder på tankstationen.

Først på dagen solgte hun otte kartoner til en enkelt kunde. Fortsætter salget på den måde, så går der ikke lang tid, før der ikke er flere.

- Lige nu har jeg stadig cigaretter på lager, men jeg har ikke bestilt hjem til, at folk skal hamstre. Hylderne bliver tomme, hvis folk bliver ved med at købe flere kartoner, som de gør i dag, og så kan vi ikke følge med.

Emilie Raaby Groth fortæller det stigende salg på Shell i Ravnstrup ved Viborg.

Køber meget slik og chips

Ifølge den daglige leder er der ikke så mange kunder på tanken, som der plejer. Dem, der kommer, køber ikke kun cigaretter.

- Folk køber også slik og chips, som om de skal være hjemme i flere dage. Vi har masser af varer, så det bliver altså ikke udsolgt, siger hun.

Emilie Raaby Groth bestiller varer om onsdagen, som så bliver leveret om fredagen.

Havde hun vidst, at det ville gå sådan her, havde hun bestilt flere cigaretter.

- Fredag er den eneste dag, vi kan få leveret cigaretter, og jeg har jo så bestilt til i morgen, men har så ikke bestilt nok. Ikke i forhold til hvad jeg har solgt i dag, siger hun.