Christoffer slipper for at pendle: Kostskoleelever kan alligevel bo på skolerne

Først så det ud til, at kostskoleeleverne ikke måtte bo på landets erhvervsskoler. Men det er nu ændret.

Christoffer Lund slipper for at pendle to timer hver vej for at komme i skole. Foto: Frida Bjørn Fisker

I dag har landets erhvervsskoler igen slået dørene op for alle deres elever. Og det bliver uden pendling for de kostskoleelever, der bor på eller ved skolerne.

Læs også Christoffer er tvunget til at pendle - uforstående landbrugsskoler må ikke åbne for kostskole

I sidste uge fortalte TV MIDTVEST historien om Christoffer Lund, der er landbrugselev på Asmildkloster Landbrugsskole og bor i Struer. Han kunne se frem til cirka to timers pendling hver vej til og fra skole, fordi han ikke måtte bo på skolen, som han plejede.

Men nu åbner regeringen alligevel for skolehjem for erhvervsuddannelser og kostafdelinger på privat- og friskoler, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er uddannelsesleder Jeppe Bomann på Agroskolen i Hammerum meget tilfreds med.

- Det betyder, at alle kan deltage i undervisningen i fuldt omfang. I dag var der en elev, der kom efter timen startede, fordi han skulle have det til at passe med en bus. Nu kan de komme tilbage til deres hverdag, siger han tilfreds.

Læs også Store åbningsdag er i gang: Her må de slå dørene op i dag

Jeppe Bomann fortæller, at eleverne indenfor det næste døgns tid vil flytte ind på skolen igen. 

Forsvarlig opstart

I pressemeddelelsen skriver ministeriet, at eleverne på erhvervs- og kostskolerne kan finde tilbage i takt med, at skolernes bestyrelser vurderer, at det kan ske på forsvarlig vis efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

- Det betyder meget for den gruppe af elever, og vi er glade for, at det kan lade sig gøre, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i pressemeddelelsen.

02:49

Indslag fra den 14. maj: Landbrugsskolerne får grundforløbseleverne tilbage på mandag. Men kostskolerne må ikke have dem boende.

Luk video