Carsten har været hjemsendt med løn i to måneder: Savner at kunne bidrage til et fællesskab

Herning er den kommune i landsdelen, hvor flest ansatte er blevet sendt hjem med lønkompensation, mens der er færrest hjemsendt på Mors.

Carsten Terp har haft rigtig god tid til familiens nye hund, efter at han blev sendt hjem med lønkompensation i slutningen af marts.
Carsten Terp har haft rigtig god tid til familiens nye hund, efter at han blev sendt hjem med lønkompensation i slutningen af marts.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Normalt arbejder Carsten Terp som rejsearrangør i Bravo Tours. Men da coronakrisen satte en stopper for danskernes udlandsrejser, måtte rejsebureauet sende halvdelen af de 70 ansatte på kontoret i Herning midlertidigt hjem. 

Carsten Terp var én af dem, der blev hjemsendt med lønkompensation, så siden slutningen af marts har han gået hjemme og haft tid til at passe både hundehvalp og lave lektier med sine børn. 

- På sin vis er det skønt at få lov til at prøve det, men det er også underligt, fordi man står lidt på sidelinjen i forhold til sin arbejdsplads, siger han.

Den nye hverdag derhjemme har gjort, at han har kunnet krydse en del ting af to-do-listen.

- Lige pludselig har man haft tid til at ordne nogle praktiske gøremål herhjemme, som man egentlig skulle have lagt i weekenderne, siger Carsten Terp. 

Udsigten til, hvornår han kan komme tilbage til sit arbejde, kender han ikke endnu.

Men han glæder sig til at komme tilbage på arbejdet og få en normal hverdag igen. For selvom han har været glad for løsningen med lønkompensation, så bærer arbejdet som bekendt lønnen i sig selv.

- Lønnen skal man jo have for at kunne leve. Men det er vigtigt at være nyttig og kunne bidrage med noget til et fællesskab og en virksomhed. Det er i hvert fald blevet sat mere i perspektiv nu, mens man har gået hjemme, siger han.

Flest hjemsendte i Herning

Herning Kommune, hvor Carsten Terps arbejdsplads Bravo Tours har hovedkontor, er den kommune i landsdelen med flest hjemsendte borgere på lønkompensation.

Ifølge Kenneth Mikkelsen, erhvervsdirektør hos Erhvervsrådet Herning og Ikast-Brande, skyldes det især kommunens erhvervsdemokrafi.

- Oplevelsesøkonomien, som har været hårdt ramt, fylder meget i Herning Kommune, siger Kenneth Mikkelsen.

Kenneth Mikkelsen er erhvervsdirektør hos Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.
Kenneth Mikkelsen er erhvervsdirektør hos Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Han nævner blandt andet Messecenter Herning og Fermaten som eksempler på virksomheder, der er hårdt ramt af nedlukningen af samfundet.

Desuden er der i Herning en 'forholdsvist stor koncentration' af detailhandel, hoteller, restaurationer og barer samt en stor tekstilindustri, der også har været stærkt påvirket af krisens første bølge, siger han.

Erhvervsdirektøren vælger at se positivt på, at mange Herning-virksomheder har valgt at gøre brug af lønkompensation - frem for at afskedige medarbejdere.

- Jeg tolker, at når mange vælger at bruge lønkompensation, så er det, fordi man tror på fremtiden, og man gerne vil bevare tilknytning til sine medarbejdere, siger Kenneth Mikkelsen. 

Produktionsvirksomheder arbejder videre

Morsø Kommune er den kommune i landsdelen, hvor færrest er blevet hjemsendt med lønkompensation.

Formanden for Morsø Erhvervsråd tror, at det lave antal hjemsendte især skyldes produktionsmiljøet på øen.

- Vi har mange fabrikker, der har haft travlt. Mange arbejder indenfor byggebranchen og vinduer. De ting kører voldsomt hurtigt lige nu, siger Tage Odgaard Nielsen, formand for Morsø Erhvervsråd og direktør i Frontego.

Hans egen virksomhed, der producerer køkkenlåger, har også haft ordre på bogen igennem hele krisen. 

- Vi har jo været heldige. Jeg tror, det er blevet lidt en trend, at når man sidder derhjemme, så skal man lige gøre noget ved køkkenet, siger han.

Erhvervsrådsformanden påpeger dog, at selvom mange af produktionsvirksomhederne har haft travlt, så har detailhandlen og turismen på øen stadig været hårdt ramt.

2:36
Herning er den midt- og vestjyske kommune, hvor flest privatansatte er sendt hjem med lønkompensation under coronakrisen. Morsø er den med færrest.