Bravo Tours’ pengekasse er tom – rejseselskabet kæmper for overlevelse

Et negativt årsregnskab for moderselskabet bag Bravo Tours kan få fatale følger for det Herning-baserede rejseselskab.

Arkivbillede af Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i TravelCo Nordic.
Arkivbillede af Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i TravelCo Nordic.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Coronakrisen er ved at få fatale konsekvenser for Bravo Tours.

Firmaet bag det Herning-baserede rejseselskab, TravelCo Nordic, har kæmpet hårdt med økonomien, lige siden pandemien startede, og nu ser det ud til, at de må kapitulere.

TravelCo Nordic undersøger lige nu muligheden for at rekonstruere selskabet, således at Bravo Tours kan fortsætte under et andet ejerskab eller selskab.

- Der er ingen tvivl om, at vi kæmper og slås for, at vores rejseselskaber kan bestå. Der er ingenting, vi ønsker mere end det, men pengekassen er tom, og vores ejer må nu finde andre løsninger, siger Peder Hornshøj, der er administrerende direktør for TravelCo Nordic, i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer på baggrund af det årsregnskab, som TravelCo Nordic i sidste uge indsendte for 2019.

Peder Hornshøj slår dog fast, at selskabets nuværende situation ikke kommer til at få betydning for dem, der lige nu rejser med Bravo Tours.

- Jeg vil gerne starte med at slå fast, at alle gæster, som lige nu holder ferie med os på vores rejsemål, kan nyde ferien og slappe af. Vi har sikret likviditet til, at disse gæster både kan blive på hotellet og ikke mindst rejse hjem som planlagt. Vores gæster har været og er vores absolutte første prioritet, siger han.

Bravo Tours modtager grundet situationen ikke nye bestillinger, før rekonstruktionen er ovre.

Fyrede hver tredje i august

Selskabets dårlige økonomi har længe præget. Den 31. august måtte direktør Peder Hornshøj således sige farvel til 20 ud af de 60 ansatte i virksomheden.

Halvdelen af disse fyringer skete på kontoret i Herning, mens den anden halvdel blev fyret fra København. Fyringerne skete både i produktionen, administrationen og blandt sælgere.

Det skete, selvom man blot to måneder forinden, den 3. juli, havde sendt det første fly ud på rejse siden corona-nedlukningen i marts.

Meldte udsolgt i efterårsferien

På trods af den truende konkurs har Bravo Tours haft godt gang i salget af rejser i efterårsferien.

Her har firmaet, trods et begrænset udvalg af rejsedestinationer, samtlige rejser besat.

Det er dog ikke det samme som tidligere. Denne gang er flyene nemlig kun fyldt 30 procent i forhold til normalt grundet covid-19.

Mærkede krisen fra start

Da Danmark den 11. marts lukkede ned, havde Bravo Tours allerede mærket den spæde start af coronakrisen blandt deres rejsende i udlandet.

Men fra nedlukningen tog det fart.

En måned efter havde firmaet kun omkring fem procents salg af rejser i forhold til tidligere.

- Det er jo en vanvittig mærkelig situation at være i et hus, som plejer at summe af liv og 65-70 mennesker på arbejde hver dag, til lige pludselig at det er fuldstændig stille, og der ikke sker særlig meget, fortalte Peder Hornshøj, der er direktør for Bravo Tours, dengang.

Nu står Bravo Tours i en situation, hvor virksomheden ikke ved, om den fortsat kan eksistere.