Bravo Tours fyrer hver tredje medarbejder: - Folk blev kede af det, men har også fuld forståelse

Bravo Tours fra Herning har i dag meldt ud, at rejseselskabet må fyre 20 af deres 60 ansatte.

Direktør for Bravo Tours Peder Hornshøj har fyret 20 af de 60 ansatte i rejseselskabet.
Direktør for Bravo Tours Peder Hornshøj har fyret 20 af de 60 ansatte i rejseselskabet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj, måtte torsdag og fredag give 20 medarbejdere besked om, at der ikke længere er arbejde til dem. Det betyder, at rejseselskabet fra Herning må sige farvel til 20 af deres 60 ansatte.

- Selvfølgelig blev folk kede af det, men der var også fuld forståelse fra dem. De kan godt se, at der kommer til at gå lang tid, før vi kan vende tilbage til sådan, som det var for et år siden, siger Peder Hornshøj.

Halvdelen af de fyrede medarbejder er fra kontoret i Herning, mens den anden halvdel er fra kontoret i København. Det er både medarbejdere fra produktionen, administrationen og sælgere.

2:06
Den 6. august ændrede Danmark rejsevejledningerne, så alle ikke-nødvendige rejser til Spanien frarådes.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.

Vil have regionsopdelte rejsevejledninger

Lige nu sender Bravo Tours kun chartergæster til tre græske øer, og de omsætter kun for mellem 11-12 procent af det normale.

- Vi er blevet meget afhængige af rejsevejledningerne, der bliver ændret hver torsdag, og den seneste måned har vi kun set rejsevejledninger, der er blevet dårligere, siger Peder Hornshøj.

Han kæmper for, at politikerne vil lave regionsdelte rejsevejledninger, så der eksempelvis ikke bliver lukket ned for De Kanariske Øer, når smitten er høj i Barcelona.

- Der er godt 1.700 kilometer fra Herning til Barcelona, mens der er over 2.100 kilometer fra Tenerife til Barcelona. Alligevel er der kun en samlet rejsevejledning for Spanien, siger charterdirektøren.

- Regeringen skal leve op til deres ansvar

Hjælpepakkerne til virksomhederne, som regeringen netop har forlænget, er ikke noget, der får ret stor betydning for Herning-virksomheden.

- Det er ikke for at lyde arrogant, men de penge, vi kan få fra hjælpepakkerne, er småpenge i forhold til det, vi har brug for. Men alt hjælp er kærkommen, siger Peder Hornshøj.

Han fortæller, at hjælpepakkerne kan være med til, at Bravo Tours kan fastholde nogle ekstra medarbejdere, så de er klar til at geare op, når der bliver mulighed for det.

- Vi har valgt at beholde flere medarbejdere, end der er arbejde til lige nu, og det er fordi, der stadig er usikkerhed om rejsevejledningerne, siger Peder Hornshøj.

Han fornemmer, at der er politisk vejvilje til at hjælpe rejseselskaberne igennem krisen, men kræver også, at regeringen lever op til sit ansvar.

- De lovede os hjælp, da de rev tæppet væk under os i maj. Der lukkede de det hele ned, men ændrede vejledningerne tre uger efter. Det var en kæmpe fejl. Vi har brug for, at regeringen lever op til sit ansvar, og det synes jeg ikke, de har gjort endnu, siger Peder Hornshøj.