Bliver ikke liggende på sofaen: Flere danskere træner i hjemmet og naturen

Hos sportskæden Sport 24 har de nu medarbejdere til at arbejde i døgndrift med at sende udstyr hjem til træningsglade danskere.

Sundhedskonsulent Dennis Krogsdal Madsen opfordrer til, at man bruger naturen til at træne i.
Sundhedskonsulent Dennis Krogsdal Madsen opfordrer til, at man bruger naturen til at træne i.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Fitnesscentrene er tvunget til at holde lukket for at undgå spredningen af coronavirus, og det kan mærkes for centrenes kunder.

For lukningen af centrene har umiddelbart ikke fjernet en stor gruppe danskere lyst til at holde sig i form. Det kan de blandt andet mærke hos sportskæden Sport 24, der har base i Silkeborg. De har nemlig fået travlt på lageret, efter kunderne er begyndt at købe træningsudstyr på nettet.

- Noget af det mest populære er vores kettlebells, som vi sælger i stor stil. Det er alt udstyr, man kan bruge hjemme i stuen eller ude på terassen, når man skal træne, fortæller Lars Elsborg, der er direktør for Sport 24.

Han fortæller, at mange varer nærmest ikke når at ramme hylderne på lageret, før de skal pakkes ned og sendes ud til en kunde.

- Vi får det lige så hurtigt ind, som vi skal have det ud. Så vi når ikke at få det på hylderne, for vi skal bare have det i kasserne og så klar. Så det går rigtigt stærkt i øjeblikket, siger han.

Der der er nu ansatte på arbejde i døgndrift hos Sport 24, da der kun må være et begrænset antal på arbejde samtidigt for at undgå smittefare.

Der er travlt på lageren ved Sport 24.
Der er travlt på lageren ved Sport 24.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Ud i naturen

Det er dog ikke kun kettlebells og yogamåtter, der bliver solgt. Også løbesko og -tøj bliver bliver klikket hjem i stor stil, for de lukkede motions- og fitnesscentre for flere til at søge ud i naturen.

Det er helt naturligt, at folk har et behov for at fortsætte med fysisk aktivitet, mener sundhedskonsulent Dennis Krogsdal Madsen. 

- I alt det uvisse vi står i lige nu, så har vi brug for det, vi kender. Og fitnesscentrene er lukket, så vi kan ikke træne med de ting, vi har været vant til, så det prøver vi at føre hjem, forklarer han. 

Han mener dog ikke, man behøver købe en masse udstyr. Langt hen ad vejen kan man bare bruge naturen, siger han.

- Man kan gøre præcist det samme udenfor, som man kan i et motionscenter. Det med at komme ud har bare en kæmpe betydning for os og særligt vores mentale sundhed, slår han fast.

2:28
Motionscentrene er lukkede under coronakrisen. Men mange forsøger at gå andre veje for at holde formen ved lige