Bland selv-slik er tilbage på hylderne: - Det har været et stort savn

Det er igen muligt selv at blande den helt perfekte pose slik, og det skaber glæde blandt både købmand og kunder med en sød tand.

I to måneder har måneder har kunderne måttet undvære de selv-blandede poser.

Men flere butikskæder vælger i disse dage at åbne op for bland selv-slikket, i takt med at andre områder af samfundet også genåbner.

I Spar Tvis åbnede en købmand sine hylder med bland selv-slik med et stort smil på læben fredag aften.

- Det er rart at kunne levere kundernes ønsker. Det har været et stort savn, siger købmand René Bach-Andersen.

Åbningen foregik med kunder i kø - med god afstand selvfølgelig. For købmanden har taget nogle forholdsregler, som skal sikre, at der ikke står for mange om slikket på samme tid. Der må kun stå en husstand ved hylderne ad gangen. 

Der må kun stå én husstand ved bland selv-slikket ad gangen i Spar Tvis.
Der må kun stå én husstand ved bland selv-slikket ad gangen i Spar Tvis.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Sprit og handsker skal også i brug, før kunderne må give sig i kast med den søde blandings-mission.

Kan du ikke alligevel være nervøs for, at bland selv-slikket kan blive en kilde til smitte?

- Selvfølgelig. Alle steder, hvor der er nogle madvarer, der er der jo den problematik, men den er forholdsvist begrænset i madvarer kontra luftveje, ud fra det jeg hører fra Sundhedsstyrelsen, siger René Bach-Andersen.

Et tegn på hverdag

At bland selv slikket mange steder er tilbage igen, er ifølge købmanden et glædeligt tegn på, at alt ikke handler om nedlukning og coronakrise længere.

- Det er noget, folk har ventet på. Så er der i hvert fald noget, der går tilbage til normalen, siger René Bach-Andersen fra Spar Tvis.

I Thyborøn lyder de samme toner fra indehaveren af Nærkøb, Sheila Smed. Efter en tid med mange forandringer, forholdsregler og nedlukning af samfundet, giver bland selv-slikket i butikken et friskt pust af hverdag.

- De her ting, man kender fra før, begynder lige så stille at åbne op igen. Det vidner om, at hverdagen venter på den anden side trods alt, siger hun.

Også i Nærkøb i Thyborøn er der krav om brug af handsker på begge hænder, og så har de stillet en ny spritautomat op ved slikket, som folk skal bruge. 

Kunderne klarer forholdsreglerne over al forventning, lyder det fra butiksindehaveren.

- Det er imponerende, som folk har taget det til sig. Folk kigger efter spritautomaten. De er gode til at holde afstand. Det er tydeligt, at folk giver plads til hinanden, siger Sheila Smed fra Nærkøb.

Elias og Sander Fruen Østerby fra Struer synes, det er sjovt, at man selv kan vælge, hvilke stykker man vil have - her i Nærkøb i Thyborøn
Elias og Sander Fruen Østerby fra Struer synes, det er sjovt, at man selv kan vælge, hvilke stykker man vil have - her i Nærkøb i Thyborøn
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Sikkerhed først

Det er dog ikke alle butikker, der er tilbage med bland selv-slik på hylderne endnu. I Meny Struer venter købmand Steffen Brandt med genåbningen af butikkens store slik-rum, indtil sikkerheden er i orden.

- Vi har valgt ikke at åbne endnu af sikkerhedsmæssige årsager. Vi ville være hundrede procent sikre på, at vi er på plads, før vi åbner, siger han.

Butikkens bland selv-slik er placeret i et særskilt rum, hvilket gør det svært at holde én meters afstand mellem kunderne, forklarer han.

De tænker derfor at sætte en skillevæg op i rummet og gøre det ensrettet, så de tre-fire kunder, der bliver lukket ind ad gangen, ikke kommer for tæt på hinanden.

Han er dog ikke i tvivl, om at det vil vække glæde for kunderne, når først slikket er tilbage.

Alene i går fredag havde de omkring 30 henvendelser på Facebook og telefon med folk, der spurgte, hvornår bland selv-slikket åbner i igen.

- Så der er helt klart en efterspørgsel efter det. Men vi sætter sikkerhed over efterspørgsel, siger Steffen Brandt.

Både kunder og købmænd jubler over, at bland selv-slikket igen må komme tilbage på hylderne.

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Livsstil.