Biskopper opfordrer til fælles aftenringning og bøn for de syge

Kirkerne holder lukket, men der er stadig brug for fælles bøn og eftertanke, mener biskopperne.

Feldingbjerg Kirke
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Landets biskopper opfordrer nu til, at de omkring 2350 danske folkekirker hver dag arrangerer fælles aftenringning.

Kirkerne ringer i forvejen både morgen og aften, men det sker ofte på forskellige tidspunkter. Coronakrisen har fået biskopperne til at foreslå, at kirkerne alle ringer klokken 17.

- I denne særlige tid, hvor alle kirker er lukkede, og vi ikke kan holde gudstjenester om søndagen, gør vi opmærksom på, at klokkernes ringning hver dag fortæller os om kirkens budskab, siger biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, i en pressemeddelse.

Han peger på, at mange naturligt nok har travlt med at tænke på sig selv og deres nærmeste - men siger også:

- Det er netop nu, at vi skal tænke på Gud og vores medmenneske og på alt det gode, der trods alt kommer til os hver eneste dag.

Det er en gammel skik at lade klokkerne ringe for at minde om bøn og andagt. Og biskopperne kommer også med en anden opfordring.

- Vi vil gerne tilskynde til, at vi under aftenringningen sammen tænker på og beder for de syge og alle dem, der passer og plejer dem, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Biskoppernes opfordring gælder, så længe coronakrisen varer.