Bent har pakket 65.000 mundbind til skoleelever

På et beskyttet værksted i Viborg pakker de mundbind om, så de kan hjælpe blandt andet skoleelever.

Bent Malling Nielsen er en af de medarbejdere hos Trepas, der pakker mundbind. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Kampen mod spredningen af coronasmitte er i fuld gang, og en vigtig spiller i den kamp er mundbindet. På det beskyttede værksted Trepas i Viborg har kommunen betroet medarbejderne at pakke mundbind, så skoleelever kan blive forsynet med gratis mundbind på skolebussen.

- Det er da spændende at prøve noget nyt, og det er fantastisk at kunne hjælpe andre, og det er en udfordring at se, hvor mange vi kan pakke om dagen, siger Jens Peter Christensen, der er en af de medarbejdere, der pakker mundbind.

Jens Peter Christensen er en af de medarbejdere hos Trepas, der pakker mundbind. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Er glade for at kunne hjælpe

Der er ikke bare tale om nogle få mundbind. Faktisk har medarbejderne på det beskyttede værksted indtil videre pakket 65.000 mundbind, og arbejdet bliver taget alvorligt.

- Det kan redde mange mennesker, og det føles godt at kunne hjælpe andre, siger Bent Malling Nielsen, der også pakker mundbind

Normalt er det eksempelvis perleplader og arbejdshandsker, der bliver pakket hos Trepas, men da mundbindene skal bruges som værnemidler, så kræver den nye arbejdsopgave, at medarbejderne er ekstra forsigtige. De arbejder selv med mundbind og vasker og spritter både værktøj, hænder og borde af.

01:34

På et beskyttet værksted i Viborg pakker de mundbind om, så de kan hjælpe blandt andet skoleelever

Luk video