Antallet af coronasmittede er det laveste siden juli

Ud af 52.559 PCR-prøver det seneste døgn har 438 af dem vist et positivt svar for coronavirus.

Det seneste døgn er 438 personer i Danmark testet positive for coronavirus. (Arkivfoto)
Det seneste døgn er 438 personer i Danmark testet positive for coronavirus. (Arkivfoto)
Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix

Det seneste døgn har 438 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

De 438 smittetilfælde er det laveste siden 5. juli, hvor der i løbet af et døgn var fundet 337 positive coronatilfælde.

En af forklaringerne på det relativt lave antal smittetilfælde er, at store dele af den danske befolkning er blevet vaccineret imod coronavirusset.

Nogle af de mest sårbare befolkningsgrupper, herunder plejehjemsbeboere, vil nu få tilbudt et tredje vaccinationsstik. Det giver god mening og kan være med til at mindske smittespredningen, vurderer Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet.

- Det er veldokumenteret, at nogle af de særligt sårbare – og især dem, der har et dårligt fungerende immunforsvar – i lavere grad danner antistoffer efter to stik, men at man kan øge den andel, der bliver immune, ved at give dem et tredje stik.

- Så det giver utrolig god mening, og forhåbentlig kan vi på den måde også blive bedre rustet til et efterår og en vinter, hvor vi måske kommer til at se en stigning i smittetallene igen, siger Christian Wejse.

Det seneste døgns 438 smittetilfælde er fundet blandt i alt 52.559 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget.

Andelen af positive prøver i forhold til det samlede antal test er 0,83 procent. Det er den laveste positivprocent siden 18. juli.

Der er også foretaget 77.707 lyntest det seneste døgn. Lyntest er de test, hvor man podes i næsen. Positive prøver fra lyntest fremgår ikke af SSI's tal, da der er for stor usikkerhed forbundet med prøveresultaterne.

På landets hospitaler er der lørdag indlagt 121 patienter med coronavirus. Det er et fald på 16 personer sammenlignet med fredag.

Ud af de 121 er 26 af patienterne indlagt på intensiv, og af dem får 17 hjælp af en respirator.

Der er registreret yderligere tre dødsfald blandt coronasmittede. Det betyder, at der nu i alt er 2590 personer i Damark, som er døde med coronavirus.

I vaccinationsindsatsen er der det seneste døgn blevet uddelt yderligere 11.191 stik med vaccination imod coronavirus. Det viser tallene fra SSI.

Med de seneste stik har 75,4 procent af befolkningen påbegyndt vaccination, samtidig med at 72,4 procent er færdigvaccinerede.

/ritzau/