Amalies konfirmation er blevet udskudt to gange – nu kommer der snart en afklaring

Konfirmationer er blevet udskudt på grund af coronakrisen, og flere konfirmander har ikke kunnet få svar på hvordan selve højtideligheden og festen kan afholdes.

Amalie Gottenborg ved ikke, hvornår og hvordan hun får lov til at fejre sin konfirmation.
Amalie Gottenborg ved ikke, hvornår og hvordan hun får lov til at fejre sin konfirmation.
Foto: Karl Erik Lørup

Den fine hvide kjole fra Lilly hænger klar i 13-årige Amalie Gottenborgs skab i hjemmet i Ikast – og det har den gjort længe.

Amalie Gottenborg skulle oprindeligt have været konfirmeret den 10. maj, men konfirmationen er indtil nu blevet udskudt to gange på grund af coronakrisen.

Nu hedder datoen for Amalie Gottenborgs konfirmation den 5. september. Men den kommende konfirmand spekulerer meget på, hvordan det hele skal komme til at gå.

- Det har været lidt træls. Man glæder sig, men man ved ikke, hvad man skal glæde sig til. Jeg ved ikke, om det bliver til noget den 5. september, og jeg ved ikke, hvor mange gæster der må komme, fortæller Amalie Gottenborg.

Forsøger at tage det med ophøjet ro

Karsten Gottenborg, der er Amalies far, fortæller, at familien tager situationen med ophøjet ro.

- Men det giver selvfølgelig nogle udfordringer med mad og placering af festen, og vi har inviteret mere end 50 personer til festen, så vi er også spændte på, om vi skal annullere nogle af invitationerne, siger han og tilføjer:

- Det er en situation, vi ikke kan gøre noget ved, så vi må vente og se tiden an.

Amalie er ikke den eneste, der er skuffet over, at den store dag indtil videre ikke er blevet til noget.

Biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, har kunnet mærke konfirmandernes frustrationer helt ind i bispegården.

- Jeg får selv breve og mails fra konfirmander og deres forældre, der spørger, hvad de skal regne med. Og jeg har kun ét ønske, og det er, at jeg kan svare, fortæller Henrik Stubkjær.

Retningslinjer er lige på trapperne

Men det har indtil nu været småt med svar. Biskoppen afventer de nye retningslinjer for de kirkelige handlinger – herunder konfirmationen.

- Det er et kæmpe problem for de konfirmander, der har glædet sig til det her, siger Henrik Stubkjær.

I Ikast fortæller Amalies far, at han har fuld tillid til, at der kommer nogle retningslinjer, der er fornuftige, som man også kan holde en fin fest indenfor. Men han så gerne, at konfirmanderne snart får en afklaring.

- Det er en meget stor dag i konfirmandernes liv. Det er ret væsentligt, at man tager hensyn til de unge mennesker og får lavet nogle retningslinker, så de ved, hvordan de kan holde deres fest, siger Karsten Gottenborg.

Men nu varer det nok ikke så længe, før der kommer svar. Viborg Stift har i dag fået bekræftet, at de nye retningslinjer fra Kirkeministeriet dukker op senest mandag.

- Jeg glæder mig til, at vi kan melde retningslinjerne ud, og jeg håber, at åbningen bliver så omfattende, at det giver mening også for konfirmationerne, siger Henrik Stubkjær.

Amalie Gottenborg er i hvert fald klar til at hoppe i sin hvide kjole.

- Jeg håber, det bliver fedt og godt, og at jeg får en konfirmation, der ikke bliver alt for anderledes, siger hun.

2:33
Mange konfirmander og deres forældre venter stadig på svar, hvornår højtideligheden kan finde sted.