Alice har parkinson og brug for at træne – så byggede hendes mand fitnessrum

Niels Jørn Westergaards kone, Alice, er afhængig af træning flere gange om ugen. Så da Corona lukkede motionscentrene, byggede han et til sin hustru.

2:08
Niels Jørn Westergaard har bygget et fitnessrum til sin hustru, Alice, der lider af parkinson, og derfor har brug for at træne tre gange om ugen.
Foto: Karl Erik Lørup

Her er vægtstænger, stepbræt, romaskine, kettlebell, rib, kondicykel og meget mere.

Det var egentlig bare en stor garage, men nu er et hjørne på 22 kvadratmeter blevet til et fuldt udstyret motionsrum, der ville gøre de fleste misundelige. 

Det er 73-årige Niels Jørn Westergaard fra Borris, der har bygget motionsrummet til sin hustru, Alice Westergaard. Det har han brugt tre måneder og 20.000 kroner på.

- Alice havde brug for et sted at træne, da hun for nogle år siden fik parkinson. Derfor er det nødvendigt, at hun træner jævnligt, forklarer Niels Jørn Westergaard.

Men efter Corona-nedlukningen af motionscentrene, kunne Alice Westergaard ikke træne, som hun plejer, så derfor tog hendes mand sagen i egen hånd.

- Der er ikke langt fra tanke til handling, og sådan har han altid været. Hvis han får en ide, så skal det bare laves nu og her. Det er dejligt, siger Alice Westergaard.

Hvis hun ikke træner bliver hun stiv i leddene, og hendes bevægelser bliver langsommere.

- Det betyder rigtig meget, at jeg kan holde mig i gang. Det er vigtigt, at jeg får trænet, så det, at jeg kan gå herover, når det passer mig, er fint, siger Alice Westergaard.

Sådan så det ud, inden Niels Jørn Westergaard blev færdig med motionsrummet til sin hustru, Alice.
Sådan så det ud, inden Niels Jørn Westergaard blev færdig med motionsrummet til sin hustru, Alice.
Foto: Privat

Kærlighedserklæring

For 72-årige Alice Westergaard er det nye motionsrum mere end bare et sted, hvor hun kan træne.

- Jeg tror helt sikkert, det er en kærlighedserklæring fra Niels Jørn. Vi har kendt hinanden i så mange år, så vi kan slet ikke undvære hinanden. Derfor er han jo interesseret i, at jeg holder mig i gang lige så længe, som han gør. Vi skulle helst være her lige lang tid.

Alice og Niels Jørn har kendt hinanden siden de var 12 og 13 år, og til sommer kan de fejre deres guldbryllup.

I Alice Westergaards private motionscenter er der alt fra romaskine og bolde til rib og vægtstænger.
I Alice Westergaards private motionscenter er der alt fra romaskine og bolde til rib og vægtstænger.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST