Aflyst veteranbiltræf bliver erstattet af corona-cruise

Årets veteranbiltræf er aflyst på grund af corona - men i dag var der alligevel masser af veteranbiler på vejene.

Esther Præstiin Østergaard kører i en VW Boble fra 70'erne.
Esther Præstiin Østergaard kører i en VW Boble fra 70'erne.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST"

Med blomsterkrans om hovedet og iført farverigt tøj satte Esther Præstiin Østergaard fra Skive sig i dag bag rattet i sin VW Boble fra 70'erne.

Sammen med omkring 2000 andre ramte hun i dag landevejene - både i Midt- og Vestjylland og resten af Jylland. Det handler bare om at komme afsted.

- Det har været lidt en kedelig og træls periode. Og vi regner med, at vi får en god tur og en god oplevelse, men vi håber også på, at vi måske kan glæde nogle andre, siger Esther Præstiin Østergaard.

Hun ærgrer sig over, at sommerens veteranbiltræf er aflyst, men hun glæder sig alligevel til dagens tur.

- Bilen er jo lidt speciel, den kører jo ikke som en ny bil gør. Og så at møde alle de glade folk og vinke, fortæller Esther Præstiin Østergaard.

- Og det er jo bare at vinke, for vi må ikke stoppe, og vi må ikke mødes og alle de her ting, som vi plejer at gøre, fortsætter hun.

Esther Præstiin Østergaard var sammen med sin makker Stevan Jakobsen klædt i tøj fra 70'erne - for det er nemlig det årti, bilen er fra.
Esther Præstiin Østergaard var sammen med sin makker Stevan Jakobsen klædt i tøj fra 70'erne - for det er nemlig det årti, bilen er fra.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST"

Det er ikke tilfældigt, at veteranbilsentusiasten er trukket i hippietøj sammen med følgesvenden Stevan Jakobsen.

- Bilen er fra 1970, og så kom vi i tanke om, at vi hellere måtte få noget dress, der passer til, siger Esther Præstiin Østergaard.

- Det kan da godt være, der er nogen, der tænker, at vi er lidt halvskøre, men det er vi også, så det passer fint, tilføjer hun.

Støt et godt formål

På grund af coronarestriktioner kører de mange veteranbiler ikke sammen, men de følger en fælles rute, så der er mulighed for at vinke til andre med gamle biler.

Nogen, der startede et andet sted på ruten, var far og søn - Rico og Thomas Høgfeldt fra Viborg.

Ikke nok med at de rammer landevejene i en veteranbil, så har de også designet deres egne trøjer, som andre entusiaster også kan købe - og støtte coronaforskning med 30 kroner.

Bag rattet sidder Rico Høfeldt, og på bagsædet er sønnen Thomas.
Bag rattet sidder Rico Høfeldt, og på bagsædet er sønnen Thomas.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

- Min far foreslog, at vi skulle lave sådan en t-shirt, og vi synes, det er sjovt. Og så var der faktisk mange, der gerne ville have en, siger sønnen Thomas Høgfeldt.

- Jeg synes, det er rart at vide, at pengene bliver brugt på noget positivt og noget fornuftigt, fortsætter han.

Indtil videre er der blevet solgt cirka 63 trøjer.

På landevejene er det far Rico Høgfeldt, der sidder bag rattet, men Thomas må nøjes med bagsædet.

Han havde håbet på en noget anderledes sommer.

- Alle vores træf og ting og sager er jo lagt fuldstændig lagt ned. Vi må selvfølgelig ikke forsamles nogle steder, men vi må gerne køre i vores biler, siger Rico Høgfeldt.

- Det her er fællesskab, selvom man ikke må mødes. Det er det, det går ud på, fortsætter han.