72 læger i Region Nordjylland er klar til at vaccinere mod corona

Regionen håber blandt andet, at mange forældre nu vil lade deres børn vaccinere.

- Det er trygt og nært at blive vaccineret hos egen læge, mener de praktiserende læger (arkivfoto).
- Det er trygt og nært at blive vaccineret hos egen læge, mener de praktiserende læger (arkivfoto).
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Borgerne i Region Nordjylland får nu mulighed for at blive vaccineret mod corona tættere på deres eget hjem.

Regionen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har lavet en aftale, der betyder, at de praktiserende læger kan vaccinere i deres egne lokaler. 

Indtil videre har 72 lægepraksis meldt sig klar, og flere er på vej, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for at kunne tilbyde coronavaccination hos os i almen praksis. Det er trygt og nært, og vi er vant til at vaccinere både børn og voksne, siger formanden for PLO-Nordjylland, Charlotte Lønskov.

Formanden for det nordjyske regionsråd, Ulla Astman (S), glæder sig også over aftalen og har konkrete forventninger til, hvem der vil tage imod tilbuddet.

- Vi får nu mulighed for at øge vaccinationskapaciteten, og vi håber, at samarbejdet med PLO særligt vil være til gavn for vaccinationen af børn mellem 5 og 11 år, samt de borgere, der eksempelvis af fysiske eller psykiske årsager har vanskeligt ved at benytte et af de regionale vaccinationssteder, siger Ulla Astman i pressemeddelelsen.

Hvis man ønsker at blive vaccineret hos egen læge, skal man tjekke lægernes hjemmesider for oplysninger om, hvornår de er klar med tilbuddet. 

Det er stadig muligt at blive vaccineret på regionens egne vaccinationscentre. Læs mere om mulighederne her.