400 lærere til stormøde: Skolechef fastholder, at corona-retningslinjer bliver overholdt

Flere lærere i Silkeborg Kommune har udtrykt bekymring over at skulle til skolemøder med 300-400 andre i en tid med coronasmitte. Skolechefen fastholder, at alle retningslinjer overholdes til punkt og prikke.

Lærere i Silkeborg er indkaldt til stormøde i den kommende tid. Genrefoto.
Lærere i Silkeborg er indkaldt til stormøde i den kommende tid. Genrefoto.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

For få uger siden var Silkeborg en af de kommuner, der blev underlagt særlige corona-restriktioner på grund af stigende smitte med coronavirus. 

Nu afholder kommunens skoleforvaltning fire stormøder, hvor 300-400 skolefolk deltager, og det vækker bekymring hos flere lærere, skriver Midtjyllands Avis

Det første skolemøde blev afholdt mandag aften i Arena Midt i Kjellerup, hvor godt 370 ansatte fra en håndfuld forskellige skoler var til stede, og i aften tirsdag afholdes et lignende møde i Them Hallerne.

Forud for gårsdagens møde udtrykte to lærere fra Ans Skole, som var en af de deltagende skoler, at de var bekymrede for at blive smittet med corona, når flere hundrede lærere fra forskellige steder i kommunen er samlet.

- Og vi kan ikke blive væk fra mødet. Vi skal som personale deltage i mødet, siger lærer Jannie Nielsen til Midtjyllands Avis.

Hendes kollega fra Ans Skole fortæller til avisen, at de ikke kan forstå begrundelsen for, at lærerne skal mødes fysisk.

- Mødet har allerede været indkaldt tidligere, men blev aflyst på grund af corona. Med baggrund i et stigende smittetal så mener vi, at det er bedre, hvis mødet i stedet holdes virtuelt. Så kan vi mødes i de faste grupper og teams på Ans Skole og holde mødet i trygge rammer der, siger Line Lund, lærer på Ans Skole til avisen.

Lærerne er ikke ene om bekymringen.

Også borgmester Steen Vindum udtaler til Midtjyllands Avis, at han synes, det er et "mærkeligt tidspunkt" at afholde stormøde. Men han understreger, at ansvaret for møderne ligger hos skoleforvaltningen.

Alle retningslinjer overholdt

Det er skolechef Thomas Born Smidt, der har indkaldt kommunens lærere til stormøderne.

Thomas Born Smidt udtaler til TV MIDTVEST, at han tager lærernes bekymring alvorligt, men han holder fast i, at møderne godt kan afholdes under de gældende retningslinjer.

- Selvfølgelig gør det indtryk. Der er mange lærere og elever, der er bekymrede. Men vigtigt for os at signalere, at vi skal finde en ny normalitet i den verden, vi lever i, og gennemføre nogle af de ting, vi synes, er vigtige, samtidig med at de lever op til retningslinjerne, siger skolechef i Silkeborg Kommune, Thomas Born Smidt.

Til stormødet mandag aften tog de også en række ekstra forholdsregler, fortæller skolechefen.

Lærerne sad ved borde med kolleger, som de arbejder sammen med til daglig, så deltagerne ikke blev blandet på tværs af skoler.

Alle deltagere fik desuden udleveret deres egen håndsprit og mundbind ved ankomst, som de kunne bruge, når de forlod deres siddepladser.

Vigtigt at mødes fysisk

Formålet med møderne med kommunens lærere er at drøfte skolernes næste udviklingstrin med medarbejderne og klæde forvaltningen bedre på til at forstå praksis ude på skolerne.

Det tema kunne ikke vente, så det har ikke været på tale at udsætte møderne yderligere, fortæller skolechefen.

Et virtuelt stormøde ville heller ikke være optimalt.

- Vi kan noget virtuelt, men vi kan ikke alt. Især ikke når man skal diskutere værdier, indhold og praksis. Følelsen af et fællesskab på tværs, tror jeg ikke, man kan skabe, hvis man sidder bag en skærm, siger skolechef Thomas Born Smidt til TV MIDTVEST.

Udover mødet i Them Hallerne i aften bliver der også afholdt lignende møder den 22. og den 24. september i Jysk Arena i Silkeborg.