2,5 millioner masker: Kom med ind på Region Midtjyllands store “Covid-lager”

Region Midtjyllands indkøbere har kæmpet for at få nok værnemidler på lager, så sygehusene ikke løber tør.

For kort tid siden var beholdningen kritisk, men nu er der igen varer på hylderne.
For kort tid siden var beholdningen kritisk, men nu er der igen varer på hylderne.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Langs væggene på det store lager er der fyldt med papkasser, og det er et syn, der gør Dorte Christensen, der er leder af Indkøb og Medicoteknik i Region Midtjylland, meget glad.

For kort tid siden var lagerbeholdningen på dette lager nemlig kritisk lav.

- Det er et rigtigt værdifuldt lager. Det er jo ikke fordi varerne som sådan normalt er værdifulde og noget, der koster meget, men vi er meget afhængige af dem, og de er svære at få fat på på verdensmarkedet i øjeblikket, siger hun.

Dorte Christensen er meget lettet over, at de nu igen har værnemidler nok.
Dorte Christensen er meget lettet over, at de nu igen har værnemidler nok.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Dorte Christensen står nemlig på regionens såkaldte Covid-lager, og papkasserne er fyldt med værnemidler som masker og kitler, der skal beskytte sundhedspersonalet og patienter mod smitte med coronavirus på regionens hospitaler.

- Det her lager er stort. Vi er ved at have rigtig mange varer. Men der bliver også brugt meget, så det er nødvendigt, at vi hele tiden prøver at komme foran. Og det har vi gjort her det sidste stykke tid ved at få alle de her varer hjem, forklarer Dorthe Christensen.

Stor lettelse

Dorte Christensen fortæller, at der som det er nu er værnemidler nok til ni til ti uger på lager. Blandt andet er der 2,5 millioner masker.

- Der er styr på værnemidlerne nu og her, men vi skal jo hele tiden løbende have varer hjem, forklarer hun.

Handsker, masker, kitler og desinfektion er blandt de mange ting, der opbevares på lageret.
Handsker, masker, kitler og desinfektion er blandt de mange ting, der opbevares på lageret.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der blev i marts bestilt værnemidler for omkring 190 millioner kroner, og det er de ordrer, der nu kommer ind på det store lager.

- Det er en stor lettelse. Det har selvfølgelig været stressede at få de her ting hjem med det verdensmarked, der var. Så det er en stor lettelse, at de triller ind på vores lager nu, og at vi kan garantere vores personale, at vi har de værnemidler, der er nødvendige, siger Dorte Christensen.

Medarbejderne på regionens hospitaler kan være trygge ved, at kvaliteten af værnemidlerne er i orden, selv om nogle af værnemidlerne ser lidt anderledes ud eller kommer fra andre leverandører, end de er vant til.

Indkøb & Medicotekniks sundhedsfaglige konsulenter sørger i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og Force Technologi i Aarhus for, at alle værnemidler bliver tjekket og sikrer, at de kan det, de skal kunne, inden de bliver sendt videre til hospitalerne.

Dorte Christensen fortæller, at der er bestilt omkring 2,5 millioner masker.
Dorte Christensen fortæller, at der er bestilt omkring 2,5 millioner masker.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST