15 forestillinger på 82 timer: Teater turnerer med corona-historie

Når folk ikke må komme i teatret endnu, så kommer et teater i Silkeborg til skoler, plejecentre og boligområder med en ny forestilling om epidemier.

I forestillingen medvirker musiker og komponist Mike Hecchi, danser og koreograf Jon Stage, musicalperformeren Freja Swart samt historiefortæller Tommy P. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Syv skoler, fire plejecente og fire boligkvarterer. Det er, hvad Teater Magistraten i Silkeborg besøger i løbet af blot 82 timer. 

Teatrene er ikke blevet genåbnede endnu, så hvis de vil vise forestillinger, må det gøres på alternativ vis, og det er netop, hvad Magistraten gør.

- Når folk ikke kan komme i teatret, må teatret rykke ud, og det er en fornøjelse langt om længe at fokusere på det, vi er sat i verden for, siger teaterdirektør Tommy Nielsen.

Teater Magistraten rullede tirsdag til Funder Skole med deres forestilling 'Eventyrlig Distance'. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Corona-inspireret forestilling

Teatret i Silkeborg har brugt coronanedlukningen på at skrive en ny forestilling med navnet 'Eventyrlig Distance'. En forestilling, som handler om epidemier, men ikke kun om coronavirus.

- Det er en corona-historie inspireret af H.C. Andersens breve skrevet i Silkeborg under koleraepidemien 1853. Der er nogle lighedspunkter med det, der skete dengang. Det er både en kærlighedshistorie og en rammende fortælling om distance, savn, afsavn og håbet om en genåbning, siger teaterdirektøren.

I forestillingen medvirker musiker og komponist Mike Hecchi, musicalperformeren Freja Swart, danser og koreograf Jon Stage samt historiefortæller Tommy P.

Forestillingen handler om både koleraepidemien i 1853 og coronavirus i 2020. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Rammer bredt

Forestillingen er lavet, så den både passer til unge og ældre mennesker, og den blev taget godt imod blandt 4.-6. klasseseleverne på Funder Skole, som så den i dag.

- Det var godt og sjovt. Der var gode jokes, men det var også seriøst, og man lærte noget. Det var gennemarbejdet, og man kunne godt mærke, at de havde givet sig god tid til at lave forestillingen, siger Mads Holmslykke Hansen, der går i 5. klasse.

- Jeg vidste ikke, at H.C. Andersen var taget til silkeborg eller at han havde været her. Det har vi ikke lært om i historie, så jeg blev i hvert fald klogere, siger Jannick Søby Danielsen, der også går i 5. klasse.

Forestillingen er blevet til i samarbejde de tre silkeborgensiske kulturaktører Eventlaboratoriet, King of Jutland og Teater Magistraten.

Teaterturnéen begyndte i mandags og slutter på torsdag.

Her bliver forestillingen vist

  • 18. maj: Gjern Skole, Buskelundskolen og Lysbroengen
  • 19. maj: Bryrup Skole, Funder Skole og to gange boligområdet Aarhus Bakken
  • 20. maj: Trekløverskolen afdelingerne Vinderslev, Sjørslev, Kjellerup og TBA
  • 21. maj: Kragelund Plejecenter, Funder Plejecenter, Remstrup Plejecenter og boligområdet Dalsvinget
02:33 Luk video