10 elever skal isoleres efter taxa-chauffør er smittet med Covid-19

Tre elever fra Resen Skole og syv elever fra Krabbeshus Heldagsskole skal i isolation, efter de har kørt taxa med en chauffør, der er smittet med coronavirus.

Mohamad Jammal er imam, busiksejer og vognmand i Skive. Han er også blevet testet positiv for Covid-19. Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Imamen Mohamad Jammal fra Skive er blevet testet positiv for Covid-19. Udover jobbet som imam, har han også en vognmandsforretning, hvor han blandt andet kører med skoleelever i Skive Kommune.

Læs også Corona på spil i Thisted: Smittet træner får et helt fodboldhold til at gå i karantæne

- Da vi fandt ud af, at Mohamad Jammal var smittet, og at han selv havde kørt taxa med elever, gik vi i gang med at undersøge hvilke elever, der var tale om. Det viste sig at dreje sig om tre elever fra Resen Skole og syv elever fra Krabbeshus Heldagsskole, siger Jan Lund-Andersen, der er Kultur- og Familiedirektør i Skive Kommune.

Mohamad Jammal har også en butik i Skive, og han fortæller til Skive Folkeblad, at det var i forbindelse med, at han skulle hente varer i Aarhus til sin butik, at han blev testet.

- Jeg ville testes for at være sikker på, jeg ikke havde corona. Men testen viste sig at være positiv, og det blev jeg selvfølgelig meget overrasket over, siger Mohamad Jammal til avisen.

To tests af hver elev

Skive Kommunes hygiejnekoordinator Winni Weber Christensen har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og har i samråd med dem valgt, at de 10 elever, der har kørt taxa med Mohamad Jammal, skal isoleres.

- Vi har taget kontakt til eleverne og deres forældre, og budskabet til dem har været, at de skal gå i selvisolation og testes. Og for at være helt sikker, så skal de testes to gange med nogle dages mellemrum, siger Jan Lund-Andersen.

Hvis den første coronatest er negativ, må eleverne gerne vende tilbage til skolen igen.