Charlie var bange for at være anderledes: Nu er han landet på den rigtige hylde

I tre måneder modtager Charlie Christensen fra Thyborøn specialundervisning i Lemvig. Her er der nemlig andre, er som ham.

I tre måneder modtager Charlie Christensen intens undervisning sammen med fem andre ordblinde børn.
I tre måneder modtager Charlie Christensen intens undervisning sammen med fem andre ordblinde børn.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

I denne uge giver vi børnene ordet sammen med TV 2 og de andre regioner. En af dem, vi giver det til, er 10-årige Charlie Christensen fra Thyborøn. Sidste år fik han taget en test, der viste, at han er ordblind. 

- Jeg gad ikke være anderledes i forhold til de andre, fortæller han.

- Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor de andre kunne komme igennem det hele så hurtigt, hvorfor det tog så lang tid for mig.

Normalt går Charlie i 4. A på Thyborøn Skole med flere end 20 klassekammerater, men et tilbud gør, at han lige nu tager toget fra Thyborøn til Lemvig hver morgen for at gå i en helt særlig klasse.

- Det vi jo primært kan tilbyde, er ordblindeundervisning. For der vil være en vis mængde børn, der er ordblinde i en klasse. Og det er ikke sikkert, at man på klassen kan nå at hjælpe børnene. Så kan det være godt at komme herind og få et ekstra tilbud, fortæller Ole Olesen. 

Siden sommerferien har han været Charlies klasselærer i en klasse på Christinelystskolen i Lemvig. Her er der kun er seks elever i alt – i et intenst forløb frem til midten af november.

- For de fleste børn, så oplever vi, at de modtager en undervisning, som de forstår. For undervisningen bliver tilpasset børnene, da vi har mulighed for at tilrettelægge undervisningen, så vi når ud til alle, siger Ole Olesen. 

1:14
Skolelærer Ole Olesen fortæller her om fordelene ved undervisningen på Christinelystskolen i Lemvig. 

Ordblindhed er ikke længere en hæmsko

Selvom Charlie Christensen ikke var meget for at skulle forlade sin gamle klasse i Thyborøn for at modtage undervisning i Lemvig, er han, her midt inde i forløbet, meget tilpas.

- Så fandt jeg ud af, at det faktisk var rimelig sjovt. Og det er dejligt. Hvis man er ordblind derude. Så skal man ikke være bange for at komme herind i hvert fald. Så skal man bare tage herind, fordi det er megasjovt og man får mange nye venner, siger han.

- Og jeg er så glad for det – jeg er jo rigtig heldig, at det er mig, der kommer herind. Der er jo mange, som ikke får lov.

Undervisningen er tilrettelagt den enkelte elev.
Undervisningen er tilrettelagt den enkelte elev.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Og det er ikke kun Charlie Christensen, der er glad for, at han er kommet ind i en klasse, hvor der bliver taget hånd om de udfordringer, som følger med at være ordblind. Charlies mor, Christina Christensen er også blevet klogere de seneste måneder.

- Det var fedt som forælder at komme ned på skolen den første aften. Der fandt vi ud af, at det kan være svært for en ordblind at modtage tre beskeder, som: gå ud og tag sko og jakke på og sæt dig ud i bilen. Det passede lige på Charlie, og så var der nogle ting, der gav mening lige pludseligt, siger hun.

- De er så gode til at italesætte, at ordblindhed ikke er en hindring – at Blachman og Bubber eksempelvis er ordblinde, så det er ikke længere en hæmsko for Charlie, siger hun.  

1:33
Her kan du høre Charlie Christensen fortælle, hvordan det har været at rykke ind i ordblinde-klassen. 

Intensiv undervisning giver trætte børn

Undervisningstilbuddet på Christinelystskolen er ti år gammelt. Hvert år modtager i alt 18 børn undervisning af tre måneders varighed. Og med flere år på bagen taler erfaringerne også sit tydelige sprog. 

- Mange vil opleve, at de er meget trætte, når de har gået i skole herinde, fordi de har været på hele tiden. De kan ikke gemme sig undervisningen her, som de kunne i en klasse med mange elever, siger Ole Olesen. 

Og den følelse kender de godt hjemme i Charlies familie.

- Man får hjælp hele tiden. Det er dejligt, men også hårdt jo. Jeg kan ikke gå til håndbold lige nu, fordi jeg er så træt, når jeg kommer hjem, siger Charlie.

Når Charlie Christensen er færdig med forløbet skal han tilbage i 5. A klasse på Thyborøn Skole, hvor han forsat skal have støtte i dansk.