Regler spænder ben: Frivillige pedeller kan ikke blive forsikret

Viborg Kommune vil gerne forsikre sine frivillige landsbypedeller, men reglerne er en udfordring.

Knud Erik Christensen og de andre landsbypedeller har i denne uge sat juletræet op i Ravnstrup vest for Viborg. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

I Viborg Kommune har de landsbypedeller - frivillige, som bruger tid på at forskønne deres lokalsamfund.

De holder byen ren og flot og har eksempelvis sat byens juletræ op i denne uge.

Gudskelov er der ikke sket noget endnu, men vi skulle gerne hurtigst muligt have en klaring på det her, for det er frustrerende.

Knud Erik Christensen, Ravnstrup Borgerforening

Det gør de med glæde, men en ting mangler de. De er nemlig ikke forsikrede i modsætning til for eksempel frivillige besøgsvenner. Og det bekymrer dem.

- Gudskelov er der ikke sket noget endnu, men vi skulle gerne hurtigst muligt have en klaring på det her, for det er frustrerende, siger Knud Erik Christensen, der er formand for Ravnstrup Borgerforening.

Problemet er, at de ikke kun færdes på kommunens grund. Nogle gange arbejder de eksempelvis på klubhusets område, og så kan forsikringsmyndigheden i princippet bestemme, at klubhusets ejere har forsikringsansvaret.

- Uanset hvor vi er i systemet, så skal vi være forsikrede lige så snart, vi er kommet i vores jakke og tiltrådt som landsbypedeller, siger borgerforeningens formand.

Landsbypedellerne i Ravnstrup i gang med at fikse lyskæden til juletræet. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Kommune vil gerne forsikre

Viborg Kommune vil egentlig gerne forsikre de frivillige, men det er en anden myndighed, der i sidste ende bestemmer, om den forsikring dækker, hvis skaden sker.

Læs også Morsø Kommune: Regler om solceller er helt gak gak

- Afhængigt af hvor de går henne derude, og hvem de arbejder for, så kan det her med forsikring svinge i forhold til, hvem der skal sørge for dem. Hvis forsikringen ikke er på plads, så kan en frivillig komme i klemme, siger Thomas Harbo, forsikrings- og risikokoordinator i Viborg Kommune.

Løsningen kunne ifølge kommunen være, at forsikringsmyndigheden ikke kan så tvivl om, at kommunens forsikring dækker.

- Man kan gå ind og undtage frivilligt arbejde eller titler inden for frivilligt arbejde, hvor man kan pege bypedeller ud og sige, at her er der tale om et stykke arbejde i forhold til kommunen, som kommunen kunne være forsikringspligtige for, siger Thomas Harbo.

02:50

Se indslag: Viborg Kommune vil gerne forsikre sine frivillige landsbypedeller. Men reglerne er en udfordring.

Luk video

Opbakning fra Christiansborg

Den løsning bakker Radikale Venstres beskæftigelsesordfører op om. Samira Nawa vil tage reglerne op på Christiansborg.

Læs også Bøvl og Bureaukrati: Borgmestre mener, der er for mange regler

- Når nu der er en kommune, der træder til og siger, at de gerne vil tage det fulde forsikringsansvar for landsbypedellerne, uanset hvor i kommunen de befinder sig og uanset, hvilken del af landsbyen de er i gang med at forskønne, så ærgrer det mig, at der er nogle regler, der besværliggør, at det kan ske, siger hun.

Hvis reglerne ikke ændrer sig, har landsbypedellerne i Ravnstrup brug for økonomisk hjælp.

- Hvis vi går ud og forlanger 50 eller 100 kroner mere pr. medlem, fordi vi skal være forsikrede, så er vi bange for, at medlemmerne siger nej, siger Knud Erik Christensen.