Psykiater: Moderen er uden tvivl syg

En mor fra Skjern er sigtet for løbende at have tappet sin søn for blod siden 2011. Psykiater medgiver, at der kan være tale om den psykiske sygdom Münchhausen by proxy.

Den 35-årige mor er sigtet for kvalificeret vold jævnfør straffelovens §245.
Den 35-årige mor er sigtet for kvalificeret vold jævnfør straffelovens §245.
Foto: Flemming Christensen

En 35-årig mor fra Skjern blev mandag d. 25. september 2018 anholdt, da hun igennem hele drengens liv har fremprovokeret sygdomssymptomer hos sin 6-årige søn ved at tappe blod fra ham.

Politiets efterforskning af sagen har vist, at moderen over en længere periode har tappet en større mængde blod fra sønnen, hvilket har fremprovokeret blodmangel. Hun er nu sigtet for kvalificeret vold.

Hun er fortsat varetægtsfængslet og har erkendt at have tappet blod af sin søn igennem længere tid. Hun er blevet mentalundersøgt, og politiet afventer nu retslægerådets vurdering af undersøgelsen.

Sikkert er dog, at sagen er af meget sjælden karakter.

-  I mine godt 20 år på retspsykiatrisk afdeling i Aarhus har jeg kun én gang mentalobserveret en kvinde, der igennem en længere periode skadede sit eget barn, siger Trine Arngrim, ledende overlæge, Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus.

- Det kan være vidt forskellige lidelser, der giver anledning til det, og det er umuligt at sige noget om, hvad kvinden fra Skjern fejler. Men det er med sikkerhed en kvinde, der ikke har det godt, for ellers skader man ikke sit eget barn, siger hun.

Speciallæge i psykiatri og almen medicin Erik Kjærsgaard medgiver dog, at noget tyder på, at der i denne sag, kan være tale om den psykiske sygdom Münchhausen by proxy.  

Münchhausen by proxy

Münchhausen by proxy er meget sjælden, men potentielt dødelig for ofrene. I 98-99 procent af alle tilfælde er det en mor, som fantaserer om, at hendes barn er meget sygt, eller som ligefrem skader sit barn. Det forklarer Erik Kjærsgaard, der er speciallæge i psykiatri og almen medicin.

I den aktuelle sag om moderen, som er sigtet for at have tappet blod fra sin søn, er der ikke faldet dom, og mentalundersøgelsen af moderen ligger endnu ikke klar.

Det var Ringkøbing-Skjern Kommune, som indgav en anmeldelse til politiet, men de ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.  

3:40