Jubel over Bestsellers tårn: Jeg glæder mig enormt meget

Brande City og de lokale ejendomsmæglere regner med, at Bestseller Tower vil have stor betydning for området.

1:04
Se et interview med formanden for Brande City, Preben Christensen, her.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Det er ikke kun Bestseller, der glæder sig over, at byrådet i Ikast-Brande Kommune enstemmigt har godkendt den lokalplan, der skal skabe vejen for modekoncernens højhus på op til 320 meter i Brande.

Formanden for Brande City, Preben Christensen, har også svært ved at få armene ned.

 - Jeg glæder mig enormt meget. Lige pludselig står der et tårn på 320 meter - det er en gave for Brande, siger han.

Brande City er en sammenlægning af den lokale borgerforening og handelsstandsforening, og selv om tårnet kommer til at ligge et stykke uden for byen, er Preben Christensen overbevist om, at det vil betyde meget for omsætningen inde i byen.

- Når tårnet kommer, vil 300.000 til 400.000 mennesker komme på besøg. Hvilken by af Brandes størrelse kan profilere sig med så mange mennesker lige uden for døren? Det gælder bare om at få dem ind til byen - vi har gavlmalerier og en pæn by, og så skal de folk, der kommer langvejs fra, da også ind og se, hvad der sker inde i Brande, siger han.

Vækst på boligmarkedet

- Men 320 meter, er det ikke lidt voldsomt i Brande?

- Det kan da godt ske, men her i Brande vil vi gerne føre os lidt frem. Vi har en motorvej lige her ude. Prøv at se al den reklame det giver. Det kan ses langvejs fra - man kan se til Skjern, og så kan man jo også se tårnet fra andre steder. 

Også de lokale ejendomsmæglere har store forventninger. 

- Hvad der giver vækst til byen, giver også vækst til boligmarkedet. Vi håber, at mange af dem, der kommer til at arbejde ude i Bestseller Byen, kunne finde på at besætte sig i Brande og omegn, siger ejendomsmægler Camilla Lund Hansen fra EDC i Brande.

Bestseller har tirsdag for første gang selv udtalt sig om projektet til TV MIDTVEST. Projektchef Anders Krogh bekræfter, at koncernen satser på en stor afsmittende effekt på lokalområdet.

- Det er i den grad for at give et boost til hele Midtjylland. Tro mig - hvis det primært var forretning, var der andre ting, vi skulle kaste os over lige nu. Det er en passion og en tro på, at vi kan skabe noget for hele Midtjylland, siger han.

Projektchefen siger dog også, at der stadig er lang vej, før det ambitiøse projekt er en realitet. Og han tør ikke give et bud på, hvornår modekoncernen er klar til at tage første spadestik.

Preben Christensen er dog knap så forsigtig.

- Efter hvad vi har hørt på vandrørene, så regner jeg med, at første spadestik kommer til næste år, siger han.

2:30