Yderområder får en halv million

Yderområder får en halv million

18 udvalgte kommuner er med i kampagnen 'Yderområder på Forkant'. Tre kommuner fra vores landsdel får tildelt penge.

Mens Danmarks befolkning vokser, oplever mange yderområder faldende befolkningstal, færre arbejdspladser og en ændret befolkningssammensætning med færre børn og unge, flere ældre og flere uden for arbejdsmarkedet.

En ny kampagne skal nu hjælpe udkantskommunerne i den rigtige retning. Morsø, Lemvig og Struer kommuner er tre ud af de 18 kommuner, der hver har fået tildelt en halv million kroner - der skal gå til strategiplaner, der skal skabe udvikling i kommunerne frem til 2030.

En strategiplan skal blandt andet imødekomme Lemvig Kommunes udfordringer med tomme boliger og en ændret befolkningssammensætning. Derudover skal kultur- og fritidsaktiviteterne i Lemvigs haller tilpasses borgernes ændrede kulturbehov.

I Struer Kommune vil de skærpe de enkelte byers profil og identitet og sætte fokus på aktivt medborgerskab.

Og i Morsø Kommune vil de blandt andet skabe input til kommunens kommende bosætningsstrategi, der skal tiltrække nye borgere og fastholde, dem der allerede bor på limfjordsøen.