Yderkommuner har fået bedre netdækning

Flere i yderkommunerne har adgang til hurtigt internet, viser kortlægning. Minister vil lukke hullet helt.

"Hurtigt internet" defineres som 100 megabit per sekund ved downloads og 30 megabit per sekund ved uploads.
"Hurtigt internet" defineres som 100 megabit per sekund ved downloads og 30 megabit per sekund ved uploads.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Flere borgere og virksomheder i Danmark har i dag adgang til hurtigt internet end i 2017. Det viser en ny bredbåndskortlægning for 2018 foretaget af Energistyrelsen.

Det er især i yderkommunerne, at der er sket fremgang. 81 procent af yderkommunernes borgere og virksomheder har i dag adgang til hurtigt internet. Det er en stigning på 18 procent i forhold til 2015.

"Hurtigt internet" defineres som 100 megabit per sekund ved downloads og 30 megabit per sekund ved uploads.

Energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) er tilfreds med stigningen. Betydningen af en god bredbåndsforbindelse i yderkommunerne skal nemlig ikke undervurderes.

- Det er en vigtig forudsætning for, at mennesker har lyst til at flytte dertil, at der kan drives erhvervsudvikling, og at man i det hele taget kan få en familie til at fungere, siger Lars Christian Lilleholt.

Han giver ikke noget bud på, hvornår der vil være 100 procent dækning i yderkommunerne.

- Der er stadigvæk et hul. Og det arbejder vi målrettet på at løse, siger Lars Christian Lilleholt.

Interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd varetager fælles opgaver og interesser for danske landdistrikter og yderområder. Formand Steffen Damsgaard glæder sig over udviklingen.

- Det er vigtigt for erhvervsudviklingen og bosætningen. Hvis der ikke er en ordentlig bredbåndsforbindelse, så er der folk, der fravælger at købe huse de steder.

- Vi har fortsat en udfordring i at få resten af borgerne og virksomhederne i landets yderkommuner med. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt kommer maksimalt tryk på, siger Steffen Damsgaard.

Ifølge Lars Christian Lilleholt er der allerede "fuldt tryk på". Teleselskaber er allerede "meget aktive", lyder det. Men han opfordrer lokale til at presse yderligere på.

- Det har stor virkning, når foreninger og borgere lokalt presser på for at få bedre dækning, siger han.

På landsplan er der samlet en lille fremgang. 91 procent af alle boliger og virksomheder har i dag adgang til hurtigt internet. Det er to procentpoint højere end i 2017.

0:56
Se indslag fra maj 2018 om den seneste teleaftale her.