X-Factor stjerner hyldet i Holstebro

Søskendeduoen Embrace gik fredag aften videre til finalen i X-Factor. I dag blev de overrasket af et hav af fans på Store Torv i deres hjemby Holstebro.

Foto: Troels Majgaard
Foto: Troels Majgaard

Fredag stemte danskerne de to sangtalenter fra gruppen Embrace videre til X-Factorfinalen.
I dag skulle pigerne hjem til deres forældre i hjembyen Holstebro – hvad de ikke vidste var, at en stor del af borgerne i Holstebro var samlet på byens torv, hvor en surprise-koncert var gjort klar for at hylde de to stjerner.

- Jeg blev helt rørt over modtagelsen og af at køre igennem den store menneskemængde – er det virkelig alt sammen for os? Det er ikke til at forstå, siger en glad Anilde Kaputo, som er den ene halvdel af gruppen Embrace.

Det er første gang pigerne har tid til at komme hjem og tilbringe tid med deres forældre i Holstebro, siden det store talentshow begyndte i januar. Derfor var det en glad mor, som så sine døtre blive hyldet i Holstebro.

- Selvom vi har været med hver fredag, så har vi ikke været sammen med dem, så det bliver dejligt at nyde dem igen og være sammen med dem. Lige nu kan jeg ikke finde ud af, om jeg er mor, eller om jeg er fan, griner pigernes mor, Francisca Kaputu.

Travl uge forude
Anilde og Azilda Kaputo’s forældre har lørdag aften arrangeret endnu en surprise for deres døtre. De har inviteret 50 af de nærmeste venner og familie til spisning, musik og dans i deres hjem i Holstebro.

Finalen i X-Factor skal foregå i DR Byen på fredag. Derfor er pigerne kun i Holstebro meget kort tid – de skal nemlig tilbage til København igen allerede søndag, så de kan komme i gang med at øve sig. 
 

0:20