World Cup Cold Hawaii fik endelig vind i sejlene

Arrangørerne af World Cup Cold Hawaii i Klitmøller har siden mandag ventet sammen med resten af verdens surf-elite på godt vejr og pålandsvind. I dag kom de endelig på vandet.

Coldhawaiisurfigang_0.jpg

Manglende vind har hele ugen været en udfordring for world cuppen ved Cold Hawaii i Klitmøller.

Arrangørerne har siden mandag ventet sammen med resten af verdens surf-elite og bedt om godt vejr og pålandsvind.

En af dem er windsurfer Mads Bjørnaa, der efter planen skulle være den første dansker i bølgen blå. Når altså lige der kom noget vind til landsdelen.

- Jeg har gået og rodet lidt med udstyret og sikret mig, at det hele var klar. Jeg har været klar siden klokken syv i morges stort set, siger den efterhånden utålmodige surfer.

Og i dag kom den surf-venlige vind så, og windsurferne kunne endelig kaste sig ud i de berømte bølger.

- Der er rigtig mange, der er lettede nu, hvor vi rent faktisk er kommet i gang med konkurrencen. Det er jo det alle er her for, lød det fra en glad arrangør af World Cup Cold Hawaii, Robert Sand.

2:12
I dag kom der endelig vind nok til, at årets world cup kunne komme i gang i Klitmøller.