Wilbek: Lad målmændene bruge hjelm

Sportschefen i DHF er bekymret over de mange spillere, der er plaget af hjernerystelser.

310515UlrikWilbek.jpg

Dansk Håndbold Forbund går nu til kamp mod de mange hjernerystelser, der på det seneste har ramt dansk håndbold.

Forbundets sportschef Ulrik Wilbek betegner udviklingen som meget alvorlig. Han noterer sig, at andre sportsgrene også ser ud til at være ramt - hvorfor der er så mange sager, har han ikke et entydigt bud på, men forbundet følger udviklingen nøje.

- Vi skal have om ikke en politik på området, så i hvert fald nogle holdninger, som vi kan diskutere med klubberne og spillerforeningen, siger Ulrik Wilbek.

Den tidligere Skjern-målmand Sune Agerschou måtte for fem år siden stoppe karrieren på grund af en hjernerystelse. Han foreslår, at man lader målmændene bruge hjelm til træning for at mindske skaderne ved skud i hovedet - og den er Wilbek med på.

- Det kunne absolut være en god løsning. Man kan også overveje, om de skal bruge hjelm under kampene, men det kan være, at det skal være frivilligt. Men her er noget konkret, som vi kan gøre med det samme. Det er lidt sværere at finde ud af, hvad vi skal gøre ved markspillerne, siger Ulrik Wilbek til TV MIDTVEST.