Wilbek: Jeg har ikke forsøgt at fyre Gudmundsson

Tirsdag takkede Ulrik Wilbek af som sportschef i Dansk Håndbold Forbund på grund af uro efter OL-guldet i Rio.

Ulrik_Wilbek.jpg

Ulrik Wilbek afviser over for Ritzau, at han under og efter OL forsøgte at fyre Gudmundur Gudmundsson som landstræner for håndboldherrerne. Tirsdag annoncerede Wilbek, at han stopper som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), efter at en række medier havde beskrevet, hvordan Wilbek under og efter OL forsøgte at få landstræneren fyret. Men det passer simpelthen ikke, lyder det fra Wilbek.
- Der har været en fremstilling i dele af pressen, som jeg ikke kan genkende. Det har skabt så meget uro, at jeg ikke længere kunne se mig i jobbet. Selvfølgelig har der været møder under OL. Men jeg vil ikke sige med hvem og hvornår. Jeg kan kun sige, at der ikke har været nogen form for illoyalitet over for nogen parter. Og jeg kan helt afvise, at jeg har forsøgt at få Gudmundur fyret, siger Wilbek.

Der har også været skriverier om, at Wilbek dagen efter OL-finalen forsøgte at få spillerne til at sige god for en fyring af landstræneren.
- Vi har lige vundet guld. Tror man så, at jeg kan finde på at iværksætte en fyring efterfølgende? Det er så langt ude, siger Wilbek.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad samtalerne under OL har drejet sig om.
- Denne sag er mærkelig, fordi jeg har ikke lyst til at være illoyal over for nogen som helst. Og derfor er det bedst, at jeg trækker mig, når det nu er mig, som er blevet fremstillet som den store skurk i det her, siger Wilbek.

Håndboldherrerne endte med at vinde OL-guld med en finalesejr over Frankrig.

/ritzau/