Wilbek forhandler med Brøndby

Wilbek forhandler med Brøndby

Ulrik Wilbek skal formentlig hjælpe superligaklubben med en stor talentsatsning.

Den nu tidligere danske håndboldlandstræner Ulrik Wilbek fra Viborg er ifølge Jyllands-Posten tæt på en rolle som coach i superligaklubben Brøndby.

De to parter forhandler i disse dage om et fremtidigt samarbejde, skriver avisen tirsdag. Det er planen, at den succesrige håndboldtræner skal fungere som coach for cheftræner Thomas Frank og for alle trænere ned i Brøndbys omfattende talentafdeling.

For et par uger siden kontaktede Brøndby Wilbek for at tilbyde ham en plads i bestyrelsen, men det takkede han nej til på grund af hans nye job som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Hvis jeg ikke havde været ansat i DHF, så havde jeg sagt ja. De har gang i rigtig mange spændende ting ude i Brøndby, og det kunne være sjovt at være en del af det, sagde Ulrik Wilbek dengang.

Men DHF ser ifølge Jyllands-Posten ikke noget problem i, at Ulrik Wilbek ved siden af sit job som sportschef rådgiver trænerne i vestegnsklubben. Eks-landstræneren har tidligere været tilknyttet på konsulentbasis i fodboldklubben Viborg FF.  /ritzau/

TV MIDTVEST sendte mandag dette indslag om Ulrik Wilbeks træner-karriere:

10:19 Luk video