Wilbek: Aalborg har aldrig troet på Jakob Vestergaard

Panelet i Overtrådt er meget kritisk over for Aalborg Håndbolds fyring af den tidligere Viborg-mestertræner.

wilbek.jpg

I aftenens Håndboldmagasinet Overtrådt på Mokka er den uventede fyring af Jakob Vestergaard i Aalborg Håndbold et af temaerne for panelet, der består af Ulrik Wilbek, Bent Nyegaard, Niels Agesen og Michael Bruun. 

- Der har været noget galt i hele rekrutteringsprocessen. Pilen peger jo udelukkende på Aalborgs bestyrelse og ledelse. For man har ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Hvis man ikke tror mere på en træner efter blot to nederlag, så er det fordi, man fra starten ikke har troet på ham. Rekruttering er meget mere end at hente et navn, og det viser sagen med Jakob Vestergaard helt klart, siger landstræner Ulrik Wilbek.

Håndboldekspert Bent Nyegaard synes, at hele sagen har et præg af useriøsitet.

- Måske var det for stor en opgave for Jakob Vestergaard. Jeg har hele tiden været i tvivl. Jeg tror, det ville have været godt for Jakob at have startet med et noget mindre hold. For Aalborg er jo et topinternationalt mandskab, og det er en helt anden verden at skulle sige til en verdensstjerne som Kristian Kjelling, at han skal et lille skridt til højre end at skulle have sagt det samme til en spiller fra Mors-Thy. Det er ærgerligt at have to fyringer på sit cv for en så ung træner, og jeg håber ikke, det ødelægger hans trænerkarriere, siger Bent Nyegaard.

Håndboldmagasinet Overtrådt kan ses på Mokka i aften mandag klokken 20:00.