Wiesmach indkaldt til OL-kval-kampe

Gudmundur Gudmundsson har indkaldt Patrick Wiesmach for at aflaste Lindberg før denne uges OL-kvalifikation.

Foto: Team Tvis Holstebro

Landsholdets højrefløj Hans Lindberg har knæproblemer forud for weekendens OL-kvalifikation.
    
Derfor har landstræner Gudmundur Gudmundsson mandag indkaldt Team Tvis Holstebros Patrick Wiesmach til de kommende dages forberedelser forud for de vigtige kampe mod Kroatien, Norge og Bahrain.
    
- Patrick Wiesmach er indkaldt, så vi ikke overbelaster Hans Lindbergs knæ.
    
- Hans skulle gerne være klar til weekendens vigtige kampe, siger Gudmundur Gudmundsson i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).
    
Kampene mod Kroatien, Norge og Bahrain spilles fredag til søndag i Jyske Bank Boxen i Herning.
    
De to bedste mandskaber kvalificerer sig til sommerens OL i Rio de Janeiro.