Whiskyflaske solgt for 102.000 kroner i Hvide Sande

Thomas Sørensen bød 102.000 kroner, og det sikrede ham den eftertragtede flaske nummer 1 fra Stauning Whisky. Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Whiskyflaske solgt for 102.000 kroner i Hvide Sande

De dyre dråber har været det meste af Nordsøen rundt, og med speciel etikette og en særlige hilsen løb prisen op i over 100.000 kroner.

Det er ikke en helt almindelig flaske whisky, der i dag blev solgt på auktion ved Lyserød Lørdag i Hvide Sande.

For i fem år har Stauning Whisky haft en tønde whisky surret fast ombord på skonnerten Maja fra Hvide Sande. Skibet har både været til OL i London og til folkemøde på Bornholm. Dråberne er derfor blevet udsat for lidt af hvert.

Folk havde ligget i kø siden fredag aften, men det blev altså Thomas Sørensen, som er medindehaver af Esmarch Feriehusudlejning, der løb med den eftertragtede flaske nummer 1. Men derfor er det dog formentlig ikke ham, der får lov til at nyde de dyre dråber.

- Vi håber egentlig, at vi kan sælge den videre, og på den måde generere endnu flere penge, siger Thomas Sørensen.

Sådan ser en flaske whisky til 102.000 kroner ud. Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Lyserød Lørdag

Lyserød Lørdag er et arrangement, der afholdes for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Og flaske nummer 1, som altså gik for over 100.000 kroner, er dekoreret af kunstneren René Holm, mens der også er specielle hilsner på flasken.

Således har både tidligere udenrigsminister og whiskyelsker Uffe Elleman-Jensen skrevet en hilsen, mens også den tidligere håndboldspiller og vicepræsident i præsidiet for Kræftens Bekæmpelse, Lars Christiansen, og Para-taekwondo kæmperen Lisa Kjær Gjessing har skrevet hilsner.

På auktionen blev 314 flasker sat til salg. Men flaske nummer 1 var altså klart den mest eftertragtede.

- Vi havde egentlig først valgt at byde op til 100.000 kroner, men det endte med at blive 102.000, da der var en anden, der bød med. Vi vil vil gerne støtte Kræftens Bekæmpelse, siger Thomas Sørensen

Uanset hvem der ender med at få lov til at smage på de eftertragtede, så kan vedkommende se frem til en tørverøget Single Malt, som er lidt udover det sædvanlige, fortæller Alex Højrup Munch, der er medstifter af Stauning Whisky, og han uddyber:

- Det er en super lækker, røget whisky. Det har bestemt ikke gjort den ringere, at den har skvulpet rundt ude på Skonnerten i 5 år, siger han.

02:15

102.000 kroner. Så meget var en køber fra Hvide Sande i dag parat til at hive op ad lommen for at få fat på en flaske helt speciel whisky fra Stauning

Luk video