Wegner-skrivebord solgt for 140.000

Skrivebord endte ved en tilfældighed på Holstebro Auktioner - ejerne ville egentlig have solgt det til en genbrugsbutik.

121113_2Wegner.jpg

Et enkelt skrivebord påkaldte sig ekstra stor interesse hos Holstebro Auktioner tirsdag eftermiddag.

Det drejede sig om et bord designet af den verdensberømte danske møbeldesigner Hans Jørgensen Wegner - bordet var vurderet til et sted mellem 40.000 og 60.000 kroner - men interessen var så stor, at hammeren først faldt ved 140.000 kroner.

- Jeg havde et håb om, at vi rundede de 100.000 kroner, men 140.000 turde jeg ikke drømme om, siger Casper Hansen fra Holstebro Auktioner.

Hvem køberen er vides ikke. Vedkommende bød - ligesom otte andre interesserede fra hele Europa - over telefonen og ønskede at være anonym.

Anonym køber

Det var i øvrigt en tilfældighed, at det værdifulde skrivebord overhovedet havnede på auktionen. Bordet har tilhørt et ældre ægtepar i Holstebro, som i forbindelse med, at de skulle flytte fra deres villa i en lejlighed, havde besøg af Hans Jørgen Eriksen fra Holstebro Auktioner.

Formålet med besøget var egentlig, at Eriksen skulle vurdere et par Wegner-stole, men han lagde heldigvis også mærke til et gammelt bord, der stod dækket med bordtennis-plader. Ejerne havde egentlig regnet med at aflevere bordet i en genbrugsbutik og ville have været tilfredse med omkring 1000 kroner.

Se her en video fra budrunden, som altså endte med, at Wegner-bordet blev solgt for 140.000 kroner. Auktionarius er Hans Jørgen Eriksen:

3:22
Wegnerbord paa auktion