Weekenden op til jul bliver en kold og regnvåd fornøjelse

Danskerne skal se langt efter vintervejr og hvid jul. Sådan lyder juleprognosen fra DMI.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Regn, slud, kulde og blæst kommer til at præge weekenden op til jul.   

Det fortæller Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).   

- Vi ligger i en frontzone, hvorfra der bliver sendt kold luft over Sverige til Danmark. Det betyder, at regnen i perioder bliver til sne, siger Martin Lindberg.   

Fra morgenstunden fredag vil det være overskyet og diset med stedvise byger.   

- Det fortsætter frem til middag, hvor vejret skifter, og regnen kommer. Regnen breder sig fra vest og sydvest til hele landet. Samtidig stiger temperaturerne til mellem tre og seks grader, fortæller Martin Lindberg.   

Læs også Den kommende uge byder på sne og nattefrost

Vinden bliver let til frisk fra sydøst. Ved Kattegat op til hård.   

- I løbet af aftenen kommer der slud og tøsne især ved Vendsyssel. Over natten overgår breder det sig til Nordjylland og på Sjælland, lyder meldingen fra DMI.   

Temperaturerne falder til mellem nul og fire graders varme. Koldest bliver det i Nordjylland. Sidst på aftenen drejer vinden mod øst, indtil den aftager i nat.   

Lørdag morgen bliver overskyet og diset, men tør. Og temperaturerne kommer op på mellem en og fem graders varme.   

- Hen på aftenen kommer der regn og sne ind vest fra. I Nordjylland og Nordsjælland bliver det til tøsne, fortæller Martin Lindberg.   

Om natten falder temperaturerne til mellem tre graders frost og tre graders varme. Koldest bliver det i de nordlige dele af landet.   

- Bornholm og den vestlige del af landet får på intet tidspunkt frostgrader. De dele af landet vil opleve svag til jævn vind omkring nordøst.   

- Det kedelige vejr med slud og tøsne fortsætter helt til søndag, hvor det fortsat også er overskyet, fortæller Martin Lindberg.   

Søndag stiger temperaturerne til mellem fire og syv graders varme, og vinden bliver let til frisk fra vest.