Vorupør vil kopiere Cold Hawaii

Vorupør håber på at kunne lokke flere folk til byen ved at gøre nabobyen Klitmøller kunsten efter.

Surfer
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Et kulturcenter og et kontorfællesskab skal være med til at skabe vækst i Vorupør. Det er lykkedes i nabobyen Klitmøller, og derfor tror de i Vorupør, at det samme kan ske hos dem.

- Vi overvejer faktisk at kalde det Cold Hawaii Kultur- og Aktivitetscenter for at understrege, at det er her vi er. Brandet Cold Hawaii betyder rigtig meget - næsten alt. Det er det folk kender, og det er det, der driver nye kræfter til, og det har vi behov for, fortæller Jan Brusgaard, der er medlem af Vorupør i Udvikling.  

Det er byens gamle skole, som skal danne rammerne for det nye center. I Klitmøller har de haft så stor succes, at de har sat deres helt klare mærke på Danmarkskortet. På grund af de tiltag Klitmøller har gjort, kommer folk ikke kun for at surfe men også for at bo og arbejde.

- Det spreder sig som ringe i vandet. Det er der slet ingen tvivl om, og de folk, der arbejder i Klitmøller, er meget interesseret i at dele det og få gjort det til en Thy-ting, siger Jan Brusgaard

61 nye byggegrunde

Vesterhavspark.dk i Vorupør tror også på en lys fremtid for byen, derfor er de nu ved at udstykke 61 nye byggegrunde ved indgangen til byen.

- Der er flere, der har købt og har tilkendegivet, at de vil i gang næste år, så det er vi glade for, siger Karsten Rolighed, der er medejer af Vesterhavspark.dk

Grundene er endnu ikke gjort klar og derfor ikke officielt sat til salg, men ejeren er ikke i tvivl om efterspørgslen i Vorupør.

- Vi tror på, at der er et behov, for det er ikke en vare, der er på hylderne ellers, så derfor tror vi på, at der er nogen, der vil købe det, siger Karsten Rolighed.

Det er borgerforeningen i Vorupør, der står bag planerne om det nye kulturcenter.

2:18
Den succes Klitmøller de seneste år har oplevet med blandt andet Cold Hawaii, vil naboerne i Vorupør nu forsøge at udnytte.