Viborg HK: Vores økonomiske problemer er løst

Viborg HK har fået styr på de økonomiske udfordringer, meddeler klubben i en pressemeddelelse torsdag.

Arkiv. Viborg HK kan ånde lettet op. Der er kommet styr på de økonomiske udfordringer.
Arkiv. Viborg HK kan ånde lettet op. Der er kommet styr på de økonomiske udfordringer.
Foto: Morten Lee Pedersen / Ritzau Scanpix

Håndboldspillere, ledere, trænere og fans i Viborg HK kan ånde lettet op.

De økonomiske udfordringer i den traditionsrige håndboldklub er løst, meddeler klubben i en pressemeddelelse.

- Det har været en sej kamp, men vi må også bøje os i støvet for den fantastiske opbakning, vi har fået fra omverden.

- Derfor skal der også lyde en rigtig stor tak til de mange virksomheder og private, der har bakket op om klubben, siger direktør i Viborg HK Jørgen Hansen.

Klubben understreger i meddelelsen, at der er kommet styr på økonomien netop via støtte fra sponsorer, samarbejdspartnere, private personer og fans.

- Den økonomiske tilførsel skaber et godt fundament for det videre arbejde i klubben. Vi har en stærk tro på, at økonomien fremadrettet vil være i balance, da der også er kigget på omkostninger i klubben. Samtidig arbejder vi stadig på nye indtægtsmuligheder for Viborg HK, siger Jørgen Hansen.

Han oplyser, at Viborg HK stadig har ambitioner, og at fundamentet for sportslige resultater er, at økonomien er i balance, så der er råd til at tænke nyt og investere i truppen.

Viborg HK har tidligere meddelt, at klubben forstærker sig til den kommende sæson med ligatopscorer Laura Damgaard samt målvogter Anna Kristensen og Maibritt Toft Hansen.

Viborg sagde i februar farvel til direktør Henrik Dahl, og ved den lejlighed meddelte klubben, at det ikke var nogen hemmelighed, at økonomien i klubben var en udfordring.

Klubben kunne for det seneste regnskabsår melde om et underskud på 1,3 millioner kroner.

I forbindelse med direktørstoppet indtrådte bestyrelsesformand Jørgen Hansen selv som midlertidig daglig leder.

Senere i februar skrev Jyllands-Posten, at klubben var i reel fare for lukning, hvis der ikke blev tilført kapital.

- Vores økonomi er presset, ligesom den er mange andre steder i håndboldbranchen. Hvis ikke vi får tilført penge, lukker vi, sagde Jørgen Hansen til avisen.

0:39
Den 26. februar fortalte vi, at Viborg HK risikerede at lukke, hvis ikke den fik tilført penge