Grådkvalt veteran: Vores mindelund skal bestå

Hvert år den 4. juli er der en højtidelighed i krohaven i Rindsholm, men nu ønsker kroværterne at trække sig tilbage.

Milo Hansen fra Næstved besøgte  mindelunden for første gang i år.
Milo Hansen fra Næstved besøgte mindelunden for første gang i år.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det begyndte med en enkelt sten for 30 år siden. Siden har krohaven i Rindsholm ved Viborg udviklet sig til en anerkendt mindelund for faldne danske soldater. Men nu vil parret bag mindelunden gerne trække sig tilbage på grund af alder.

- Det er vores livsværk, og det betyder meget for os, at det bliver bevaret og vores arbejde ikke er spildt, siger Frode Hansen, der ejer Rindsholm Kro.

Arbejder på at en ny fond kan overtage

Hvert år besøger pårørende og krigsveteraner fra hele landet mindelunden. I år var en af dem Milo Hansen fra Næstved, der har været udsendt til krig i både Kroatien, Bosnien og Irak.

- Nogle af de navne, der står her har jeg arbejdet sammen med og været udsendt sammen med, så derfor berører det. De har betalt den højeste pris for, at vi andre kan få lov til at få noget frihed, og det synes jeg, man skal respektere. Og derfor er mindelunden rimelig vigtig, siger Milo Hansen med tåre i øjnene.

Netop for, at mange års arbejde med at opbygge mindelunden ikke skal forsvinde sammen med værterne, er planen, at en ny fond skal overtage. Samtidig har den tidligere regering i dette års finanslov øremærket to millioner kroner til at bevare Danske Soldaters Mindelund.

- Det, at alle kan komme her og komme og tænke lidt over tingene og mindes dem, de har mistet, det synes jeg er rigtg fint. Så jeg synes, det er et vigtigt og rigtig goidt sted, siger Jens Henrik Højbjerg, der er rigspolitichef og var en af årets talere ved mindehøjtideligheden i Rindsholm.

Mindelunden i Rindsholm har også fået en støtteforening, der skal hjælpe med at føre traditionerne videre.

2:30