Voldtægtsforbryder udvist for bestandigt

En 18-årig mand er dømt for nytårsnat at have voldtaget en 24-årig kvinde ved Enghaven i Holstebro.

En 18-årig mand fra Tyrkiet blev i dag idømt to år og seks måneders fængsel, og samtidig blev han udvist for bestandigt.

Det afgjorde byretten i Holstebro i dag, efter den 18-årige nytårsnat tog kontakt til en 24-årige kvinde ved Enghaven i Holstebro midtby. I første omgang afviste hun manden, men han opsøgte hende igen, da hun sad på en bænk i en gyde.

Tog halsgreb på kvinden

Her overfaldt han hende ved at tage halsgreb og gennemføre en fuldbyrdet voldtægt. Den 18-årige blev på et tidspunkt overrasket af et vidne, og han tog flugten væk fra stedet.

- Retten lagde kvindens forklaring til grund for dommen i dag, fortalte senioranklager ved Midt - og Vestjyllands Politi, Claus Barnewitz Benner, i dag til TV MIDTVEST.

Den 18-årige mand blev i retten dømt til at betale en erstatning til kvinden på 70.000 kroner, men han er frifundet for vidnetrusler. Han valgte at anke dommen på stedet.

- Jeg er tilfreds med, at retten har bedømt beviserne på samme måde, som anklagemyndigheden, så resultatet blev, som jeg havde håbet på, lød det fra senioranklager Claus Barnewitz Benner.

00:15 Luk video